Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Retromøbel til akustiske stunder

Philips fører dig med tilbage til dannede tider – og denne radio er netop god til gamle jazznumre.

Af Kasper Nesager, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Lytter du til DR Jazz, får jazzmusikken en dybere retrodimension med Philips ORT7500. For det er svært ikke at lade sig forføre af radioens 50’er-look, som næsten får de gode, gamle jazznumre til at lyde mere autentiske.

Philips har skabt et pudsigt møbel, som fortjener en fast og synlig plads i hjemmet – hvis du ellers kan lide designet. Men fokus har også været på funktionalitet. Du kan tilslutte din tablet eller smartphone via Bluetooth, og du kan forbinde din mp3-afspiller via jackstik. En sidegevinst er det, at du kan genoplade dine enheder via radioens USB-indgang.

Et stort minus er det, at du ikke kan justere bas og diskant. Selv om ORT7500 har en rimelig fyldig bas med en god bund, lider lydkvaliteten af en alt for kraftig diskant. Resultatet er en lettere irriterende, metallisk dåseklang, når du spiller andet end akustisk musik. Især elektronisk musik lider under diskanten.

Det vil tage dig et par dage at vænne dig til at indstille radioen, da de to drejeknapper på hver side af frontpanelet har flere funktioner. Det er nemt at indstille radiostationerne – det tager faktisk kun få sekunder. Men hvordan du bruger den enkelte drejeknap til at justere lyden eller vælge, hvilken radiokanal du vil lytte til kan virke forvirrende til at begynde med.

Er du feinschmecker med hang til elektronisk musik, bør du se dig om efter en anden radio – det kan flot udseende ikke råde bod på. Er du derimod glad for design, taleradio og akustisk musik, kan du roligt tænde cigaren og nyde et godt glas whisky i lænestolen, mens ORT7500 spiller jazz, eller du er tunet ind på det seneste emne i samfundsdebatten.