Home » Andet » Retroglæde: Gamle computere går igen
Retroglæde: Gamle computere går igen

Retroglæde: Gamle computere går igen

Share

Retro Computing hjemsøger flere og flere og skaber en fælles glødende interesse for ældre computermodeller fra en tid, der gør, at de nu er blevet superinteressante igen.

Retro Computing er blevet en udbredt trend, der år for år tiltrækker flere og flere entusiaster med både fagmæssig baggrund og drevet af dyb interesse for gamle computere fra før Windows og iOS. Alt om DATA har talt med en af de måske allermest hengivne retro-aktive herhjemme nemlig Mikkel Mikjær Christensen, der er iværksætter.

Blandt hans interesser er softwareprogrammering, it, BSD og Linux, elektronik generelt for ikke at tale om foto og musik. Men den 36-årige entreprenørs måske allerstørste lidenskab er at indsamle, genopbygge og bevare gamle computermodeller og interessant datidig it-teknik. For med Mikkels egne ord repræsenterer disse gamle og sjældne maskiner et unikt stykke kulturhistorie, og da ikke mange andre gør noget særligt for at sikre denne tekniske skat for eftertiden, vil han i hvert fald gerne være mellem dem, der gør.

”For når diverse tekniske museer og samlinger indser, at de måske burde gøre noget ved det, vil de allerfleste af disse gamle klenodier være forsvundet for altid sammen med de mennesker, der udviklede og skabte dem,” tilføjer han og mener det også.

At samle, bevare og udstille

”Jeg har haft interesse for fortidens computere i nærmest en evighed og har i tidens løb bl.a. gennem den Blå Avis mv. fået samlet mig et pænt antal, som jeg prøver at vedligeholde og bevare og også fremviser som en virtuel udstilling på nettet,” fortæller Mikkel Mikjær Christensen. ”Samtidig elsker jeg også at underholde og formidle viden og viderefortælle historier og anekdoter om disse forunderlige gamle maskiner, der jo udgør en spændende del af vor fælles kulturhistorie.”

Derfor har Mikkel Mikjær Christensen også startet både en YouTube-kanal, en Instagram-profil samt en blog, der gemmer al hans og andres viden om gamle computere. Og det er da klart, at det er noget, vi her på Alt Om DATA også kan slutte op om.

Mikkel Mikjær Christensen har yderligere et glimrende samarbejde med ”data-arkæo-logerne” fra Dansk Datahistorisk Forening (https://datamuseum.dk), der lige som han selv ser det som en central mission at indsamle, restaurere og bevare gamle danske datakomponenter og udstille dem for interesserede. Blandt andet har foreningen på sin hjemmeside et stort billedgalleri og en ønskeliste over it-ting, man virkelig godt kunne tænke sig.

Gemmer du derfor som interesseret læser af AOD gamle computere eller anden hardware, software, fotos, dokumentation eller blot en god og spændende historie, kan du kontakte enten Mikkel eller Dansk Datahistorisk Forening. Du vil i begge tilfælde blive taget godt imod.

Dataarkæologi i Berlin

Men Mikkel og data-arkæologerne i Dansk Datahistorisk Forening er bestemt ikke alene om denne særlige interesse. Hvert år afholder en international gruppe af retro-computer-nørder et udstillingstræf i Berlin. Denne begivenhed kaldes ”Vintage Computer Festival Berlin” og blev afholdt første gang i 2014, og Mikkel Mikjær Christensen var med sidste år.

I 2019 havde Mikkel eksempelvis medbragt flere fungerende klenodier fra dansk it-barndom som bl.a. den danskudviklede og producerede ICL Comet MPS-3000 maskine, der nød betydelig udbredelse på markedet herhjemme i 80’erne. Derudover kunne han fremvise den danskbyggede RC 702 kaldet Piccolo (den daværende danske regnecentrals bud på en Z80-baseret hjemmecomputer) samt den opgraderede efterfølger Piccoline.

En unik dansk perle

Denne sjældne danskbyggede Vega-computer stod oprindeligt i et ad datamuseets kælderrum. Mikkel Mikjær Christensen har forsket i maskinens oprindelse: ”Vega-computerne blev produceret af en lille enkeltmandsvirksomhed bestående af en ung dataingeniør og hans kone på Fyn i starten af 1980’erne. Da hans skole gerne ville tilbyde computerkurser, tilbød han at levere nogle hjemmebyggede maskiner og konstruerede og byggede selv de første 300 af dem sammen med sin kone hjemme på køkkenbordet i deres rækkehus. Hans Vega-maskiner er en C/PM-computer, der indeholder to Zilog Z80-processorer, idet den ene afvikler selve programmerne, mens den anden håndterer diverse I/O. Det, der navnlig gjorde disse maskiner unikke, var deres evne til at læse og skrive samtlige kendte CP/M floppy-formater, hvorved de kunne bruges til at flytte filer mellem eksisterende maskiner. Der blev produceret mellem 400 og 500 af disse computere til en pris på 15-17.000 kroner stykket, før den fynske initiativtager indså, at han ikke kunne konkurrere med de ”store” på verdensmarkedet og lukkede produktionen ned.”

Se også:  Pc’ens fantastiske historie

Regnecentralen (RC) var oprindeligt en statsejet forskningsinstitution, men da statsstøtten med tiden ophørte, kunne institutionen ikke længere klare sig. ”Desværre brugte disse to maskiner styresystemet CP/M (Control Program for Microcomputers) og var ikke IBM-kompatible,” forklarer Mikkel, ”hvilket nok er årsagen til, at de heller ikke overlevede.” Desuden var de både dyre og dårlige. I 1983 kostede en Piccolo 29.300 kroner. Den fandtes også i en topudgave med 12 MB harddisk til 64.600.

I alt fremviste små 100 udstillere retro-maskiner og forskelligt andet aldrende it-udstyr på udstillingen. Nogle havde valgt at gå i dybden med udgangspunkt i bestemte temaer. Frank Pfuhl havde for eksempel genskabt sit teenageværelse, som det så ud i 1982 med en flot Atari 800XL omgivet af telefonmodem, floppydrev, tapestation og joysticks mv.

Atari 800XL var en af de mest populære modeller i den såkaldte 8-bit-serie solgt fra 1979 til 1992. På udstillingen fortalte han selv om de forskellige enheder og deres historie, ligesom han gav publikum mulighed for at afprøve en række populære Atari-spil fra dengang.

”På festivalen er der selvfølgelig også hvert år foredrag foruden gerne et spillerum med en masse forskellige gamingkonsoller, hvor både børn og voksne kan hygge sig på alt fra VecTrex maskiner til Sega Gamecube blandt meget andet. Et paradis for retro-nørder,” som Mikkel udtrykker det.

Sådan kontakter du Mikkel Mikjær Christensen


TAGS
genbrug
retro
retrokonsol

DEL DENNE
Share


Mest populære
Populære
Nyeste
Tags

Find os på de sociale medier

Modtag dagligt IT-nyhedsbrev

Få gratis tech-nyheder i din mail-indbakke alle hverdage. Læs mere om IT-UPDATE her

Find os på FaceBook

AOD/AOD.dk

Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@aod.dk

Audio Media A/S

CVR nr. 16315648,
Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
info@audio.dk
Annoncesalg:
Lars Bo Jensen: lbj@audio.dk Telefon: 40 80 44 53
Annoncer: Se medieinformation her


AOD/AOD.dk   © 2020
Privatlivspolitik og cookie information - Audio Media A/S