Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Rendyrket sportsur til fin pris

Polars sportsur med GPS er fint til svømning, løb og cykling.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Polar er som Suunto fra Finland, og Polar har i mange år produceret træningsure (og cyklecomputere) til eliten. Men finnerne er blevet overhalet af Garmin med GPS-funktionen, som Polar har været længe om at indbygge. I stedet har Polar haft forskellige sensorer til sko og cykler eller en løs GPS-enhed, der skulle parres med uret. Besværligt!

RC3 GPS er Polars første ur med indbygget GPS, og det er ret vellykket. Der er tale om et multisportsur, som især appellerer til triatleter, da man også kan svømme med det. Det kan dog ikke tracke din svømning, da GPS’en ikke virker under vand. Men det er vandtæt og kan anvendes med våddragten, og du kan lave hurtige skift mellem svømning, løb og cykling med tryk på én knap.

Polar er et rendyrket sportsur, men det er pænt nok som hverdagsur. Det er endda noget tyndere end både Suunto og Garmin og tyndere end de fleste andre GPS-ure.

Polar har en logisk opbygning, og du finder derfor let rundt i menuerne og de forskellige sportsgrene. Vil du finde vej, kan du også det. Måske ikke med samme finesse som hos de to øvrige ure i testen, men du kan for eksempel bede uret om at finde tilbage til udgangspunktet. Så er du totalt ”lost” på en løbetur et sted, du ikke kender, kan du altid finde tilbage. Til gengæld må du undvære den præcise barometriske trykmåler til at måle højdemeter, ligesom du ikke har kompas og samme trackingfunktioner som Suunto og især Garmin har til overflod.

Meget fin pris

Du slipper til gengæld med små 2.000 kroner for uret, og målt på markedet generelt er det en rigtig god pris. Ikke mindst fordi Polar fungerer rigtig godt i praksis. Det finder satellitter næsten lige så hurtigt som de to andre i testen, og til sportsbrug er det store display let at aflæse, uanset om det sidder på håndleddet eller på cykelstyret.

Det reagerer også hurtigt på input, og det er kun, når vi accelererer hurtigt eller sætter farten ned, at det er lidt lang tid om at registrere det. Alt andet blev målt meget præcist, herunder også pulsen. Som hos de øvrige ure i testen kan du købe uret med eller uden pulsmåler, og du kan definere pulsgrænser eller lave nogle test – så finder Polar selv ud af resten.

Så er ønsket et rendyrket sportsur, der også er pænt at bære, når du ikke har løbetights på, er RC3 GPS et rigtig godt bud.