Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Bærbare pladespillere [Stortest]: Tre rejsegrammofoner til rimelige priser

Pak dine plader og tag på udflugt. Rejsegrammofonen er tilbage. Men selvom de på retro-looket ligner på en prik, fungerer den ikke helt som de gode, gamle modeller, fra dengang analog vinyllyd var det hotteste nye. Der er kommet digitale forbedringer til.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Vinylerne har fået et gevaldigt comeback. I England har omsætningen på de sorte skiver faktisk overgået streaming her det seneste år (dog er der ikke astronomiske summer at komme efter nogen af stederne).

Det er ikke kun aldrende hi-fi-nørder, der køber vinyler,for at lytte til dem på dyre stereoanlæg i stuen. Det er også unge, der søger en mere "autentisk" musik-oplevelse.

En oplevelse, der skal passe i en flyvsk tilværelse, hvor musikken følger dem, hvor de er. Rejsegrammofonen er derfor genopstået. Men burde den hellere være blevet i graven? Vi testede tre styk.

Numark er det kendte pladespiller-brand i denne test, men formår ikke at lade erfaringen tjene til sin fordel.

Det hele samlet i ét

I rejsegrammofonen har du et komplet, vinylbaseret anlæg samlet i en kuffert med håndtag. Der er indbyggede højttalere, og i to af de testede modeller er der også batteri, så du kan bruge dem uden at være i nærheden af en stikkontakt.

I alle tre er der desuden jackindgang til eksterne afspillere, og i pladespilleren fra Flying Tiger er der endda Bluetooth, så du kan tilkoble mobil, tablet og bærbar computer trådløst.

Pladetallerkenen passer til en lille 7"-single (der følger også adapter med til de større huller, der typisk findes i disse), men en 10" eller en 12" kan også sagtens ligge der og afspilles uden problemer.

Pladen kommer i så fald bare til at stikke ud over kanten på pladespillerne, for de er virkelig ikke særlig store. Og de vejer heller ikke meget, så pladespillerne ér faktisk ret mobile.

Billigt bygget

Fælles for rejsegrammofonerne er, at de er billige. De tre, vi har testet, koster alle under 1000 kroner. Den billigste, fra Denver, har vi set helt ned til 350 kroner. Det er cirka det samme som prisen for to nye vinylplader.

Det siger selvfølgelig noget om kvaliteten. Vi har mistanke om, at de alle kommer fra samme fabrik. Konstruktionen og materialerne er grundlæggende den samme: plastik og billigt spåntræ. Der er dog visse detaljer, der adskiller dem, herunder låsen på fronten, højttalergitrene samt placering af knapper, indgange m.m.

Vi kan bedst lide Tigers model, ikke mindst fordi den har ordentlige gummifødder at stå på. Denver har kun glatte metalhjørner, så den skøjter ret nemt rundt på bordet. Tiger og Numark har desuden affjerdret pladetallerken og aftagelige slipmats, hvilket ikke er tilfældet for Denver.

De vigtigste komponenter som arm og pickup, der almindeligvis kræses om til det absurde, består i de tre modeller af en slatten metalstang og en nål, der næppe har set skyggen af diamant.

På funktioner halter pladespillerne ikke. Der er mulighed for at vælge auto start/stop, så skiven sætter i gang og stopper selv, når man flytter armen ind over eller væk fra tallerkenen. Og der er mulighed for at vælge tre hastigheder – 33, 45 og 78 omdrejninger i minuttet – så man kan afspille både almindelige LP'er, 7"-singler og de helt gamle lakplader.

På bagsiden er der phono-kabel, så du kan koble pladespillerne til et almindeligt stereo-anlæg. Da der er indbygget RIAA-forstærker i dem, kræves det ikke af dit anlæg.

Der er ikke batteri i Denvers grammofon. Den spiller til gengæld også bedst, når den er koblet til anlægget.

Spinkel lyd

Det, der for alvor adskiller de nye rejsegrammofoner fra fortidens, er USB-indgangen på bagsiden. Den giver mulighed for at optage vinylmusikken over på computeren, så man kan gemme den digitalt.

Et program til at optage musikken følger med enten på cd eller via et link på producentens hjemmeside (der er dog tale om gratis programmer, som alle kan hente).

Man vælger vel vinylerne, fordi man ønsker en varmere og mere autentisk lyd? Er dette tilfældet, så lad for guds skyld være med at investere i en af disse pladespillere.

Er det snarere, fordi du synes det er hyggeligt at se pladerne spinne og rart at have mulighed for at tage dem med sig, giver det mere mening.
For lyden er virkelig ikke noget at råbe hurra for.

Hverken når den kommer ud af de indbyggede højttalere, eller når du slutter pladespillerne til anlægget. Det lyder lidt af gammel transistorradio. Bas er der stort set ikke noget af – det meste af lyden ligger i mellem-toneregistret.

Tiger klarer sig bedst, når det gælder de indbyggede højttalere. Her er lyden relativt åben og kan fint gå an, hvis man skulle få lyst til at tage pladerne med på picnic. Lyden i Denvers pladespiller er mere flad, mens den er mørk og lukket hos Numark.

Gummifødderne sikrer, at den står solidt fast, og Tigers rejsegrammofon har både batteri og Bluetooth.

Slutter man dem til et musikanlæg, er det pladespilleren fra Denver, der klarer sig bedst. Den går nogenlunde rent igennem, omend fortsat uden den nederste del af frekvensspektret. Tiger lyder skramlet, og Numark fremstår også her temmelig mørk og mudret.

Nogenlunde samme billede gør sig gældende, når man indspiller musikken på computeren. Dog tager Tiger med et mulehår foran Denver stikket hjem – den er lidt bedre.

Det betyder dog ikke det store, for uanset hvad, giver det ikke rigtig mening at optage musikken på computeren fra pladespillere af så ringe kvalitet. Medmindre der er tale om en sjælden plade, der ikke findes digitalt, får du større glæde af at streame musikken fra nettet.

Køb en Bluetooth-højttaler til samme pris, og du vil få langt bedre lyd. Alt hvad vinylerne potentielt kan levere af overlegen lydkvalitet går fuldstændig tabt i billige pladespillere som disse.

Der er således ikke nogen fornuftig grund til at købe dem. Men nu er vores gadget-køb jo heller ikke altid båret af fornuft – slet ikke når det gælder retro-ting som disse, der har mere at gøre med nostalgi end højpandet feinschmekeri.

Glæden ved at se en vinylplade spinne rundt og kunne tage den med sig på farten kan ikke sådan måles og vejes. Og er det det, du gerne vil, så klarer de tre testede pladespillere bestemt jobbet.

Pladespilleren fra Tiger gør det bedst. Her er lyden direkte fra grammofonen mest velklingende, mens Bluetooth-forbindelsen samtidig gør det nemt at lytte til musik fra mobilen, hvis arsenalet af vinylplader skulle slippe op.

Til børneværelset

Som en stationær løsning – måske den første pladespiller til børne-værelset – er Denver stort set ligeså god. Især, hvis den kobles til et anlæg.

Numark – som ellers må siges at være mærkevaren i dette selskab – falder lidt igennem, da den hverken er bedst på lydkvalitet eller funktioner. 

Numark PT01 Touring rejsegrammofon

Hastigheder: 33,3, 45, 78 rpm
Auto-start: Ja
Forbindelser: Aux, phono, USB, hovedtelefonstik
Batteri: Ja
Dimensioner: 343 x 254 x 114 mm
Vægt: 2,7 kg
Pris: 649 kr.

Kvalitetsindtryk: 2/5
Brugervenlighed: 2/5
Funktioner: 4.5/5
Ydelse: 1.5/5
Pris: 3/5

Samlet vurdering: 2.5/5

Denver VPL-120 resjegrammofon

Hastigheder: 33,3, 45, 78 rpm
Auto-start: Ja
Forbindelser: Aux, phono, USB, hovedtelefonstik
Batteri: Nej
Dimensioner: 350 x 250 x 105 mm
Vægt: 2,2 kg
Pris: 399 kr.

Kvalitetsindtryk: 1.5/5
Brugervenlighed: 4/5
Funktioner: 3.5/5
Ydelse: 2/5
Pris: 4/5

Samlet vurdering: 3/5

Flying Tiger
Rejsegrammofon

Tiger rejsegrammofon. Tiger rejsegrammofon.

Hastigheder: 33,3, 45, 78 rpm
Auto-start: Ja
Forbindelser: Aux, phono, USB, hovedtelefonstik, Bluetooth
Batteri: Ja
Dimensioner: 343 x 254 x 114 mm
Vægt: 2,7 kg
Pris: 800 kr.

Kvalitetsindtryk: 2/5
Brugervenlighed: 4.5/5
Funktioner: 4.5/5
Ydelse: 2.5/5
Pris: 3.5/5

Samlet vurdering: 3.5/5