Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Region Nordjylland løfter patientsikkerheden med ny it

Region Nordjylland samler nu regionens kritiske sundhedsdata i to nye datacentre i jagten på bedre patientsikkerhed og CO2-besparelser.

Af Jan Dahlmann, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Fremadrettet får regionens godt 12.000 medarbejdere og 580.000 indbyggere et langt mere sikkert, stabilt og miljø-rigtigt it-system, der giver hele regionens sundhedssektor et digitalt løft, mener regionens it-chef.

Da strukturreformen blev gennemført stod mange af de nye regioner med enorme datamængder fordelt på et utal lokale computersystemer, hvilket ikke var optimalt, hverken driftsmæssigt eller sikkerhedsmæssigt. Dette gjaldt også i Region Nordjylland.

Derfor skulle regionen finde en ny løsning. Region Nordjylland tog konsekvensen og besluttede sig for at investere i en helt ny it-infrastruktur, der betyder, at man samler sine servere og datalagringsenheder fra ikke færre end ti lokale sygehuse i et nyt centralt datacenter-setup, der giver regionens patienter sikkerhed for, at deres sundhedsinformationer beskyttes og opbevares forsvarligt.

»Investeringer i integreret it-understøttelse af hele det sammenhængende patientforløb er et centralt element i vores ambition om konstant at understøtte krav om effektivisering og forbedring i behandlingen af vores patienter.

Udbygningen af it-infrastrukturen er derfor en kritisk forudsætning for at garantere oppetid og tilgængelighed til systemerne, som i dag er et væsentligt element i sygehusenes produktion«, siger it-chef i Region Nordjylland, Lise Wormstrup.

Region Nordjyllands nye it-løsning består af to datacentre, placeret to forskellige steder i Ålborg, der konstant kopierer hinandens data. Det giver optimal fleksibilitet og driftssikkerhed, da data altid er tilgængelige, selv hvis det ene datacenter skulle gå ned, eller der er behov for vedligehold.

Til gavn for borgerne

Resultatet er, at borgerne i regionen får et langt bedre og mere sikkert patientforløb fordi, at al databehandling nu håndteres optimalt. Det betyder for eksempel, at operationer ikke vil blive udskudt på grund af et eventuelt it-nedbrud. Og for medarbejderne betyder det nye datacenter-setup, at administration og digitale arbejdsredskaber kører i et langt mere stabilt og driftsikkert miljø, hvilket gør hverdagen mere effektiv.

»Vi har haft to mål med vores datahåndtering i Region Nordjylland. Det ene er at sikre et så stabilt og sikkert datamiljø for vores patienter og vores medarbejdere. Det er alfa og omega, for med så kritisk data tager man ikke chancer.

Det andet er at få den mest miljørigtige løsning. Og vi er overbeviste om, at vi er nået i hus med begge målsætninger med vores nye datacenterløsning«, siger Michael Lundsgaard Sørensen, der er teamkoordinator for infrastrukturdrift i Region Nordjylland.

Det er de færreste danskere, der tænker over den enorme datamængde, som et besøg på landets hospitaler afføder; blodprøver, mammografitests, røntgenbilleder og så videre.

Fakta er, at de danske regioner i dag genererer så meget data - og er pålagt af loven at gemme disse i længere tid end tidligere - at de fleste regioner er storforbrugere af lagringsmedier og servere.

Det gælder også Region Nordjylland, der med sine godt 12.000 brugere og mange hundredetusinde patienter årligt håndterer kæmpe mængde fortroligt og meget kritisk data.

»I takt med at vi dels tester for mere og mere, kan kurere mere og mere og generelt dokumenterer vi mere og mere, så er der tale om en regulær dataeksplosion inden for sundheds-it.

Vores interne tal siger, at vores datamængde vokser med godt 50 procent årligt. Det skal vi kunne håndtere, og det er vi godt rustet til nu med vores nye datalagringsløsning fra HP«, siger Michael Lundsgaard Sørensen.

Det nye datacenter-setup er snart driftsklart med to datacentre placeret på henholdsvis Sygehus Syd og i It-huset på Hadsundvej, begge i Ålborg. Det er it-virksomheden Comit A/S, der har rådgivet og implementeret Region Nordjyllands nye datalagringsløsning fra Hewlett-Packard. Med løsningen går regionen fra 250 til godt 500 virtualiserede servere.