Home » Energi » Regeringen vil give mulighed for at udskyde betaling af el, gas og fjernvarme
Regeringen vil give mulighed for at udskyde betaling af el, gas og fjernvarme

Regeringen vil give mulighed for at udskyde betaling af el, gas og fjernvarme

Share

På et pressemøde har regeringen netop præsenteret forslag om at give danskerne mulighed for at udskyde dele af energiregningerne som værn mod de drastisk stigende priser

Priserne på el, gas og fjernvarme stiger voldsomt i denne tid, som konsekvens af krigen i Ukraine. Mange danskere vil blive hårdt ramt i de kommende måneder, når boligen skal varmes op og mere af vores tid bliver brugt indendørs.

For at de store udgifter ikke skal ramme danskerne for hårdt, foreslår regeringen nu en ordning, hvor man skal kunne udskyde den del af energiregningen, der overstiger sidste års regning. Det skal være tale om en låneordning, og det forslås fra regeringen at tilbagebetalingen skal kunne ske over fem år. Det forslås også, at ordningen skal gælde små og mellemstore virksomheder, der også kan blive hårdt ramt af prisstigningerne. Det skriver TV2.

Regeringen, der under pressemødet i Spejlsalen var repræsenteret af statsminister Mette Frederiksen (S), Finansminister Nicolai Wammen (S), klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) og erhvervsminister Simon Kollerup (S) ønsker en hurtigt afgørelse og håber, ifølge TV2, at kunne indkalde partierne til forhandling i morgen.

Forslaget modtages positivt

Dansk Fjernvarme hilser forslaget velkommen:

“I fjernvarmesektoren ser vi, at langt de fleste fjernvarmeselskaber har kunnet holde de stigende fjernvarmevarmepriser lavere end el og naturgas. Men der er også fjernvarmeforbrugere, der rammes hårdt, og her er det nødvendigt at se på mulighederne for at afbøde situationen. Her er forslaget om at tilbyde en indfrysningsordning på de høje fjernvarmeregninger et fint forslag, som branchen ser frem til at samarbejde omkring for at det kan implementeres i praksis,” siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.

Se også:  Hver anden dansker vil spare på energien for at blive fri af russisk energi

Dansk Fjernvarme hæfter sig ved, at der er en række problemstillinger, der indtil da skal tages højde for, hvis ordningen skal kunne virke optimalt i praksis.

“Der er stor forskel på, hvad selskaberne kan håndtere administrativt, blandt andet fordi de er så forskellige i størrelse. Derfor bliver det her et ressourcekrævende arbejde, hvor vi vil arbejde tæt sammen med myndighederne for at sikre, at fjernvarmeselskaber og forbrugere ikke bliver klemt mellem de gode intentioner. For eksempel skal der tages højde for, hvordan de fjernvarmekunder, som ikke har direkte kontakt til et fjernvarmeselskab, fordi de bor til leje eller administreres af et boligselskab, også bliver hjulpet med deres høje varmeregninger,” siger Kim Mortensen.

Også Green Power Denmark stiller sig positive overfor forslaget:

“Vi deler den store bekymring for de høje el- og gaspriser. Forbrugerne går en hård vinter i møde, og for nogle vil det være svært at skaffe pengene til at betale de store el- og varmeregninger. Det tager vi meget alvorligt,” siger Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark.

“På lidt længere sigt vil elpriserne helt sikkert falde igen. Solceller og vindmøller leverer den billigste strøm, og mere strøm fra vedvarende energi betyder mindre dyr strøm fra naturgas. Så i takt med den grønne omstilling, og med at vi kommer af med afhængigheden af gas, vil priserne falde. Derfor er det en meget velkommen håndsrækning til forbrugerne, at de får mulighed for at skubbe dele af betalingen af den kommende vinters store regninger ud i fremtiden,” siger Kristian Jensen.

Se også:  Elafgiften sænkes fra næste måned - ny hastelov vedtaget

Ifølge Green Power Denmark er flere fordele ved at udskyde betalingen af el- og gasregningerne i stedet for give tilskud eller anden hjælp til forbrugerne. Det vil kun i begrænset omfang belaste de offentlige budgetter. Det vil ikke føre til yderligere inflation, og forbrugerne vil fortsat have et stærkt incitament til at spare på energien.

“I den kommende vinter skal vi gøre alt, hvad der er muligt for at spare på energien. Vi ser allerede tegn på, at forbruget af energi falder, og den udvikling skal helst fortsætte. Hvis vi alle sammen sparer lidt, vil der blive færre timer, hvor vi skal bruge de dyre brændsler til at producere strøm,” siger Kristian Jensen.

“Ingen virksomheder ønsker, at deres varer bliver så dyre, at kunderne ikke kan betale dem. Derfor er energiselskaberne naturligvis klar til at hjælpe de kunder, som ønsker at udskyde en del af betalingen. Men det er ikke gratis for selskaberne. Det vil føre store administrative omkostninger med sig,” siger Kristian Jensen.

Administrativt er det noget af en opgave, når man skal kunne håndtere en opdeling af henimod 3,8 millioner energiregninger. For at dette kan gøres ordentligt og sikkert, anbefaler Green Power Denmark, at muligheden for at udskyde betalingen først kommer til at gælde for de kommende regninger, der bliver sendt ud i november.


TAGS
energi

DEL DENNE
Share


Mest populære
Populære
Nyeste
Tags

Find os på de sociale medier

Find os på FaceBook

AOD/AOD.dk

Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@aod.dk

Audio Media A/S

CVR nr. 16315648,
Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
info@audio.dk
Annoncesalg:
Lars Bo Jensen: lbj@audio.dk Telefon: 40 80 44 53
Annoncer: Se medieinformation her
Annoncelinks


AOD/AOD.dk   © 2022
Privatlivspolitik og cookie information - Audio Media A/S