Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Redmi 9: Kinesisk prisbasker

En behagelig og velfungerende smartphone med stort batteri og alsidigt kamera.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er ikke sikkert, at navnet Redmi siger dig noget, men måske du har hørt om Xiaomi. Redmi er Xiaomis billigmærke, som stille og roligt er ved at få fodfæste i Danmark.

Her handler det om ultimativ smæk for skillingen.   

Fornuftig kvalitet

Med en skærm på 6,5” er det en relativt stor mobil. Skærmen går dog næsten helt ud i kanterne, så pladsen er fornuftigt udnyttet. Bagsiden er af tekstureret plast, som sikrer et behageligt greb.

Der er fingeraftrykslæser på bagsiden integreret i kameramodulet (ansigtsgenkendelse understøttes også). I bunden er der minijack og USB-C-port. Redmi 9 har også NFC og IR-sender, så den kan bruges som fjernbetjening.

Skærmen har Gorilla Glass 3 og FHD+-opløsning. Ret flot til den pris. Den står ganske fint, dog ikke så lysstærkt som den lidt dyrere Redmi Note 9.

Ydelsen er på niveau med de bedste i testen. Den yder, hvad der skal til for at klare hverdagens opgaver uden slinger i valsen. Der er ikke samme forsinkelser som i testens allerbilligste.

Batterikapaciteten er imponerende, over 5000 mAh. Du klarer uden problemer et par dage på en opladning. Den medfølgende oplader er ikke særlig kraftfuld, men mobilen understøtter op til 18 W, så hvis du har en oplader af denne styrke i skuffen, kan opladningen gå rimelig rapt. 

Mange fotofunktioner

Trods den lave pris får du ikke mindre end fire kameraer: vidvinkel, ultravidvinkel, makro og dybdekamera til bokeh-effekter. Dertil kommer en række fine fotofunktioner i kamera-appen.

Alsidigheden er altså ret stor, og resultaterne generelt okay. Kriteriet i dette prissegment må være, at billederne er brugbare, og det er de faktisk – i visse tilfælde endda ganske pæne. Kameraets portrætfunktion er eksempelvis ret velfungerende med en nydelig sløring bag motivet i front.  

Selfiekameraet er også hæderligt med en del af de samme funktioner som i hovedkameraet.