Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Redmi 8: Budget-mobil med enormt batteri

Den koster knap 1.300 kroner, men byder på et gigantisk 5.000 mAh batteri, så du har strøm til flere dage.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Redmi er stort set ukendt herhjemme, men er ved at snige sig ind på markedet sammen med Xiaomi, som er dets moder-brand.

Er man på udkig efter en smartphone i den billige ende af skalaen, så kan det anbefales at kigge her. For når vi snakker pris kontra ydelse, er der få andre, der kan hamle op med en mobil som Redmi 8.

Fin og funktionel

Designet er ikke opsigtsvækkende. Det er en smule kluntet, men mobilen er relativt let og nem at håndtere med fingeraftrykslæser bagpå og en skærm, der går næsten helt ud i kanterne. Billedet står fint med okay skarphed, trods en beskeden HD+-opløsning.

Ydelsen er absolut heller ikke i topklasse, men den er høj nok til, at man ikke generes af forsinkelser og kan køre Facebook, browser og små spil uden besvær, og det må være succeskriteriet, når vi er nede i dette prisleje.

Anstændige billeder

Du skal heller ikke forvente mirakler fra dobeltkameraet på bagsiden, som i virkeligheden blot består af ét ”rigtig” kamera på 12 MP og så en dybdesensor på 2 MP, som gør det muligt at skabe slørede baggrunde bag dine motiver.

Resultaterne er imidlertid brugbare, og igen – mere kan man vist ikke forlange til prisen. Frontkameraet er på 8 MP og skyder anstændige selfies.

Batteriet er hovedattraktionen

Det, der får øjnene til at spærre op, er batteriet. Her har vi at gøre med et kolossalt 5000 mAh batteri.

Det er i stand til at holde mobilen kørende op til tre dage på en opladning. Der er USB-C til opladning, og med Quick Charge 3.0 er mobilen faktisk også i stand til at lade relativt hurtigt. Slet ikke så hurtigt som de nyeste top-mobiler, men du skal ikke vente flere timer på, at mobilen fyldes op med strøm.

Redmi 8 er således et stærkt bud i den billige ende af smartphone-skalaen, hvor den er oppe mod konkurrenter som Samsung Galaxy A21s og Sony L4, som du også bør tjekke ud, inden du gør dit valg.

Samlet vurdering: 4/6 stjerner