Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Razer Blade 17 (2022): Vildbasse i behersket design

Der er fyret op for alle kedler på Razers nyeste supergamer, som dog larmer som en lille orkan.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Vi var forelskede, straks vi åbnede æsken. Selvom Blade 17 kommer fra et rendyrket gamingbrand, er det den mest stilrene i testen og i vores øjne den mest tiltalende. For en bærbar af denne kaliber er den ikke overdrevent tung. En 17” maskine vil dog altid fylde en del i tasken.

Designet samt neutrale kvalitetstaster (rgb-lyset kan slukkes) og et raffineret lydanlæg med THX Spatial Audio gør, at det er en maskine, der ikke kun er for gamere. Den vil også være et godt match for kreative, der arbejder med video eller lyd.

Skærmen har flot kontrast og farvegengivelse, og med 240 Hz lever den op til gamernes krav. I toppen af den sidder et fint webkamera med ansigtsgenkendelse, og der er gode mikrofoner til gamechat og videosamtaler. Maskinen er desuden velforsynet med tilslutninger, herunder to Thunderbolt 4, HDMI 2.1, Wi-Fi 6E m.m.

Stærk men støjende

I maskinrummet finder man stort set alt, man kan drømme om af komponenter: RTX 3080 Ti grafikkort, 32 GB DDR5-ram, 1 TB PCIe 4 ssd og i denne testmaskine en 12. generation Core i7.

Grafikydelsen matcher næsten Asus’ (136.119 i Geekbench 5, 10.679 i Time Spy, 21.902 i Firestrike på 3DMark). Det samme gør ssd’en (6661 MB/s i læsning og 4994 i skrivning), mens cpu-ydelsen forventeligt er et stykke under (1749 single-core, 9901 multi-core i Geekbench 5), men ikke desto mindre imponerende (Blade 17 fås også med Core i9).

Batterilevetiden er heller ikke ringe. Tæt på to en halv time klarer den ved moderat brug. Største minus er støjniveauet, som er ret heftigt, når maskinen knokler med krævende spil. Lyden fra højttalerne kan til en vis grad maskere det, men ikke desto mindre er det en gene.

Når du dertil lægger en pris, der er den højeste i testen, rammer Razers lækre maskine ikke helt den topkarakter, der ellers ville være inden for rækkevidde.