Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Rar i brug – men lidt for dyr

Designet med en stor skærm uden synlige højttalere gør AOC let at skjule på bordet. Ydelsen er fin, men prisen lidt for høj.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Helt i tråd med vores oplevelser generelt med de store tablets ligner og føles AOC som en alt i en-computer. Den 21,5” store skærm har indbygget fod og tilslutninger som på en ”ægte” computer. Men der er tale om en tablet, som modsat computere kan stilles skråt eller lægges helt ned på bordet.

Indvendigt er enheden opbygget med en 1,6 GHz, firkernet processor fra Nvidia, der er kraftig nok til, at du kan surfe, spille på tabletten og bruge den til underholdning. Der er kun 2 GB ddr3-hukommelse, men du får også 8 GB flash-hukommelse til lagring af applikationer. Det er ikke meget, men via SDHC-kort kan du tilføre mere hukommelse.

Bagpå finder du VGA- og HDMI-tilslutninger, hvis du vil bruge tabletten som ren monitor. Der er 2x 2 watt-højttalere indbygget, så du kan sagtens anvende AOC’en til film og anden underholdning.

Skal du chatte på sociale medier, har du glæde af det indbyggede 720P-kamera. Bagpå og på siderne finder du i øvrigt også USB 2.0-tilslutninger foruden ethernet. Du er altså dækket fint ind, og det er godkendt, at der kun er USB 2.0 (altså ikke USB 3.0), da du jo ikke overfører store mængder data til og fra en tablet med så lidt hukommelse.

I brug opleves især skærmen som ganske rar. Menuerne glider langsomt op på en behagelig måde, uden at det går for langsomt. Menuopbygningen er standard Android, men du kan tilpasse menuerne, så de opfylder dine behov bedst muligt. Man skal dog lige vænne sig til, at man ikke har en fysisk ”hjem-knap”, som de fleste tablets har.

Når der surfes og indlæses kører tabletten fint hurtigt. Hurtigere end de fleste små tablets, men ikke så kvikt som en pc. Skærmen reagerer hurtigt på input, og følsomheden er god. Skærmkvaliteten er god uden at være imponerende. Der er fint glød i farverne, men billedet har ikke den dybde og glans, som man finder på rigtig gode skærme.

Højttalerne sidder bagpå og giver faktisk fin stereovirkning, men lyden er meget spinkel og reel mest brugbar, når du ikke har andre muligheder. Til streaming af film og musikvideoer vil vi foretrække et sæt gode pc-højttalere eller et sæt hovedtelefoner.

AOC er isoleret set et fint bekendtskab, men når du kan få den lidt bedre HP til lavere pris, skal du kun vælge AOC for det nydelige design.