Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Ram-klodser falder i pris - sådan gør du de bedste køb

Hukommelse til computeren fås til forrygende priser for tiden. Vi kigger nærmere på mulighederne og fortæller, hvad du bør holde øje med, når du køber.

Af Torben Okholm, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Ram er en kernekomponent i enhver computer. Ddr4 er nu solidt indarbejdet på hukommelsesmarkedet, ddr5 tegner sig i hori-sonten, og nu begynder producenterne at se sig om i andre retninger – omfattende ram-sæt på 64 GB og 128 GB, der kører over otte kanaler, og højere hastigheder, end nogensinde før. Frekvenserne stiger støt, og selskaber som HyperX og Corsair leverer kommercielt tilgængelige blokke på et godt stykke over 4.000 MHz.

Men billigt er det bestemt ikke. Prisen på ram pr. GB eksploderede mellem 2016 og 2018, selv om de nyeste tendenser tyder på, at ddr4-sæt langsomt er faldet i pris fra sidste halvdel af 2018. Ram på 3.000 MHz og derover er stadig kostbar på trods af, at der synes at være en nærmest endeløs liste over mærker at vælge imellem. Det er en anelse skræmmende.

Langt de fleste moderne hukommelsessæt bliver leveret med integrerede kølelegemer, og mange af dem har multifarvede LED’er, for at det ikke skal være løgn. Nogle af de mere ambitiøse har endda deres egne kølere, der sidder lidt akavet oven på dimm-soklerne. Hvis man bevarer et åbent sind og en endnu mere åben tegnebog, kan man på ingen tid komme til at bruge en temmelig fjollet mængde penge.

Det kan være en anstrengende proces at vælge ram nu om dage, men frygt ikke – som sædvanlig kan du regne med Alt om DATA. På de følgende sider gennemgår vi teknologien og nuancerne bag random access memory, og vi ser på, hvilke sæt der er bedst til hvilke maskiner. Man skal se sig for, når man køber ram; man får ikke altid det, man betaler for.

Hvor meget ram har du brug for?

Når man ser på hukommelsessæt, skal man overveje tre vigtige elementer: kapacitet, hastighed og latens. Lad os først se på kapaciteten, for det synes at være den virkelig udslagsgivende faktor i forbindelse med valg af ram. Brancheregulering fra standardiserings-organet JEDEC (det vender vi tilbage til) betyder, at hukommelse kun findes i bestemte multipla: 2 GB, 4 GB, 8 GB og så videre – en stadig række af fordoblinger.

På forbrugermarkedet er standard-maksimumkapaciteten for ddr4-chips på 1 GB, og det skyldes begrænsninger i transistorstørrelse, selvom 2 GB pr. chip i teorien er muligt. Den største almindeligt tilgængelige kapacitet pr. dimm-slot er altså 32 GB. Der findes blokke på 64 GB, men de er ikke til generel brug; man finder dem især i serverfarme. Med et bundkort, der understøtter fuld hukommelseskapacitet, ligger det aktuelle maksimum til desktopsystemer på 128 GB.

Naturligvis er 128 GB langt mere, end en gennemsnitlig pc nogensinde får brug for. Man bør vælge ram ud fra systemets krav; det kan være en af de dyreste komponenter i et nyt system, og man kan nemt komme til at bruge for meget på kapacitet, der ikke er brug for. Derfor får du her vores guide til, hvor megen ram dit system behøver.

4 GB

Dette er det absolutte minimum. Hvis du bygger på et meget stramt budget eller blot skal bruge en enkelt pc til kontorarbejde (altså tekstbehandling, ikke enorme regneark), er 4 GB ddr nok. Hukommelsesfrekvens har mindre indflydelse på Intel-processorer end på AMD-enheder, og vi anbefaler derfor langsommere ram såsom ddr4-2133 parret med en billig Intel Core-cpu. Denne hukommelse er ikke videre kostbar – en blok på 4 GB ram bør ikke stå i meget mere end fra 175 kroner i øjeblikket.

En anden mulighed er at bruge to moduler, altså med to blokke på 2 GB for at forbedre ydelsen, men de kan være dyrere, og forskellen er sandsynligvis minimal. Maskiner som denne kan også bruges som billige hjemmebiograf-pc’er eller mineenheder til kryptovaluta, skønt nogle kryptoer kan være cpu-intensive, og derfor er en lidt bedre processor en god ide.

8 GB

Hvis du ønsker dig en standard-pc, vil 8 GB ram være vejen frem. Den kan klare enhver form for kontorarbejde og gaming i den lave ende, og 8 GB dualchannel-hukommelse vil passe til en solid, basal maskine.

Det er også værd at huske, at hvis ens gpu ikke har megen vram, vil nogle spil være tilbøjelige til at cache store teksturfiler til systemets dram. hvis man kører et ældre grafikkort med mindre end 4 GB videohukommel-se, kan 16 GB hukommelse være et bedre valg.

Det gælder dog kun for mere grafisk krævende spil; hvis du er til uafhængige letvægtsspil, rækker 8 GB fint. Ældre AAA-spil burde også fungere udmærket, hvis man har den rette gpu til at bakke dem op. Husk at satse på dualchannel; en enkelt blok ddr4 på 8 GB kan fungere, men forskellen i ydelse vil være mere mærkbar i spil.

16 GB

Til mellemklasse-gaming med en ordentlig gpu er 16 ddr4 en nødvendighed. Spillene stiller stadig større krav til ram, og hvis man vil spille ved noget, der går over 1080p, er 16 GB måske ikke altid nok.

Stigningen i antallet af multiplatform-spil, der bliver porteret til pc’en, har ført til, at en masse dårligt optimerede AAA-spil er nået frem til vores skærme, og de har en tendens til at guffe ram i sig. 16 GB bør imidlertid også kunne håndtere andre opgaver; billedmanipulation og forefaldende videoredigering burde ikke udgøre noget problem.

Man har typisk to valgmuligheder: 4 x 4 GB eller 2 x 8 GB. Det er umagen værd at lave noget research; ét sæt kan se ud til at give bedre ydelse til prisen, men hvis din cpu og dit bundkort kun kan understøtte dualchannel-hukommelse, kan du ikke udnytte fordelene ved et quadchannel-sæt.

32 GB

Nogle ram-sæt er blevet markant billigere i løbet af det forløbne år. I begyndelsen af 2018 kunne 32 GB ram koste op mod 3000 kroner eller mere, men priserne er faldet med omkring det halve siden da. I øjeblikket bør et sæt med fire 8 GB-blokke ikke stå dig i mere end 900-1400 kroner, selv ved højere hastigheder som for eksempel 3.600 MT/sek. Når man tager det i betragtning, lyder 32 GB (eller mere) slet ikke som en uopnåelig mulighed.

Hvis du vil redigere 4K-video, bruge 3D-renderingsprogrammer eller spille spil i den tunge ende med maksimale grafikindstillinger, skal du have mindst 32 GB ram at lege med. Til gamingformål vil 32 GB være overkill for de fleste moderne gamere, men på den anden side er det med til at fremtidssikre et system. Hvis man har fire 8 GB-moduler i modsætning til et 16 GB-modul, bør man sikre sig, at man har support til quadchannel-hukommelse.

64 GB+

Det er ikke lang tid siden, at tanken om at lægge 64 GB i en desktop-pc forekom lettere komisk – både når det gjaldt udgift og nødvendighed. I dag kan 64 GB højhastigheds-ram (over 3.000 MT/sek.) koste helt ned til et par tusind kroner, og dermed er denne mængde en mulighed i et højtydende system til gaming eller redigeringsopgaver.

Man kan få 32 GB-moduler, men vi anbefaler et quadchannel-sæt med fire 16 GB-blokke; med dualchannel risikerer man ram-flaskehalse. 64 GB vil give ethvert system seriøse kræfter, men hvis man har penge som græs, kan man også overveje 128 GB.

Det er svært at se, hvor så meget skulle være påkrævet – avanceret videografik ved høj opløsning, måske – men muligheden eksisterer. Med ddr5 har vi lovning på op til et maksimum på 256 GB, men det kommer nok til at spille en nicherolle for tunge dataanalyser og videobearbejdelse i 8K eller mere.

Ram gennem historien

Tanken om random-access-hukommelse har eksisteret siden 1940’erne, men den blev først realiseret i 1968. Når vi her taler om ram, mener vi dram – dynamisk ram – altså den form for ram, som du sandsynligvis kender: Blokke, som man sætter i sit bundkort, hvor de ved hjælp af kapacitorer og transistorer midlertidigt lagrer læsbare data.

Tidlig ram fungerede anderledes, idet den brugte elektrisk ladede spots på katodestrålerør eller netværk af magnetiserede metalringe. Kerneprincipperne er imidlertid de samme – punkterne af positive eller negative data kunne læses i enhver rækkefølge, og heraf kom betegnelsen “random access” (vilkårlig adgang).

Goddav, bessefar ... Dette er Intels 1103-chip, forgængeren til moderne dram, som vi kender den.

Den aktuelle udgave af ram, som bruger transistorer til at lagre data som kombinationer af ladninger, bliver taget kommercielt i brug i 1970 med Intels 1103-chip. Denne hukommelse kræver en konstant forsyning af elektricitet, idet de diminutive ladninger på tusindvis af transistorer skal genopfriskes hundredvis af gange pr. sekund.

I modsætning til lagerhukommelse (som man finder den på ssd’er og harddiske) er ram flygtig; så snart computeren bliver slukket, forsvinder ladningerne, og alle data går tabt. Der findes faktisk også ikkeflygtig ram, men den er som regel for langsom til normale hukommelsesbehov, og den kan også lide under andre problemer.

Moderne dram bruger solid-state-hukommelse på siliciumkredsløb i modsætning til de keramiske og magnetiske komponenter i Intel 1103. Den fungerer dog i høj grad på samme måde, idet den mister data, når strømmen bliver slukket. Nu om dage bruger man ram i en lang række computerfunktioner.

Det gælder især grafikopgaver, for eksempel rendering af 3D-objekter i realtid i et spil eller redigering af videooptagelser. Man finder dram i andet end de siliciumblokke, man kan købe i forskellige størrelser og sæt; den virker i moderne grafikkort, spilkonsoller og endda i regnemaskiner.

Hastighed

Vi ved det: hukommelseshastigheder kan være komplicerede. Hastighed og frekvens bliver ofte behandlet som mere eller mindre synonyme størrelser, fordi de er direkte forbundne til hinanden: Ligesom mange andre komponenter fungerer ram ved en specifik frekvens. Frekvensen repræsenterer det antal gange pr. sekund, en individuel transistorport kan åbne og lukke. Hvis hukommelsen arbejder ved for eksempel 1.000 MHz, kan disse transistorer køre ved 1.000 millioner gange i sekundet. Ikke ilde.

Hvis du går op i hukommelse, interesserer du dig måske mere for MT/sek. end for MHz. MT/sek. står for megatransfers pr. sekund, og begrebet blev indført som et mål for hukommelseshastighed, da ddr (double data rate) første gang blev produceret, fordi det nye hukommelsesformat var i stand til at bearbejde data ved den dobbelte hastighed, idet det registrerede en yderligere dataoverførsel ved cyklussens stigning og fald.

Frustrerende nok valgte mange producenter at ignorere denne standard, og det betyder, at nutidens hukommelse angiver frekvenstal, der er det dobbelte af deres sande operative frekvens. Hvis man undersøger hukommelseshastighed ved hjælp af systemstatus-analysesoftware, for eksempel CPU-Z, kan man se, at en 3.000 MHz-hukommelse faktisk kører ved omkring 1.500 MHz. MT/sek. er det mest nøjagtige tal, men MHz er mere udbredt.

Naturligvis er det bedre at opnå større hastighed. Kommercielt tilgængelige hukommelseshastigheder er steget støt over de seneste få år, og den aktuelle ddr4-standard er nået helt op på 4.800 MHz (eller MT/sek., for at være mere præcis). Højere hastigheder reducerer hukommelseslatens i den virkelige verden og muliggør overførsel af flere data inden for et givet tidsrum.

Det giver mulighed for overlegen ydelse i renderingsfunktioner og andre opgaver, men det er ikke alle processorer, der bliver ens påvirket; hvis man kører en Intel-cpu, vil man konstatere, at når man forøger hukommelseshastigheden, får man et langt mindre resultat end på en AMD-processor. Lige i øjeblikket forbliver kapaciteten vigtigere end frekvensen.

Hukommelseshastigheden har dog indflydelse på en anden vigtig egenskab ved ram. Kanalbåndbredden hos ethvert hukommelsessæt er determineret af hukommelseshastighed. For en ordens skyld: Båndbredden er den maksimale mængde data, der kan blive overført mellem hukommelsen og cpu’en inden for et givet tidsrum. Man beregner den ved at multiplicere overførselshastigheden (i T/sek.), systemhukommelsesbussen (i bit) og antallet af kanaler, som hukommelsen er i stand til at tilgå samtidig.

Efter en dyb indånding: for et sæt dualchannel ddr4-3000-hukommelse, der kører med en cpu, som bruger en 64 bit-bus, vil kanalbåndbredden være 3.000.000.000 x 64 x 2, hvilket giver 384.000.000.000 bit pr. sekund. En gigabyte pr. sekund svarer til 8 milliarder bit pr. sekund, og derfor ender vi efter et øjebliks hovedregning med et langt mere spiseligt tal på 48 GB/sek. Dette er den absolut maksimale datarate, som dette system kunne opnå; et forsøg på at gøre noget, der kræver hurtigere dataoverførsler end dette tal, vil føre til flaskehalsproblemer for hukommelsen.

Hvis vi går ud fra, at du ikke ønsker at rumstere for meget med din cpu, betyder det, at dataoverførsel bliver afgjort af mere end blot hukommelseshastighed. Når man vælger den ram, man vil lægge i systemet, bør man overveje fordelene ved et quadchannel-sæt frem for dualchannel (naturligvis forudsat at ens cpu understøtter det – de fleste mainstream-cpu’er holder sig ufortrødent til dualchannel).

Det skal nævnes, at dualchannel-hukommelsessupport repræsenterer en god standard for et gennemsnitligt system, mens quadchannel-support i realiteten fordobler ens kanalbåndbredde. Hvis man bruger sit system til opgaver, der kræver omfattende dataoverførsler (såsom 4K+ videoredigering eller storstilet teksturproduktion), kan fire være det forjættede tal.

Kanalsupport er også knyttet til bundkortet. Mange dyre bundkort understøtter quadchannel-hukommelse, men hvis du overvejer en hukommelsesopgradering til et lidt ældre system, bør du huske, at dit bundkort måske kun understøtter dualchannel. Fire dimm-slots er ingen garanti for quadchannel-support; mange fire-slots-kort har to primære slots (der logisk set burde være A1 og B1, men er sommetider A1 og A2 eller A2 og B2, afhængig af producenten), som leverer komplette dualchannel-hastigheder.

Det fungerer begge veje: Tilslut kun én blok dualchannel-hukommelse, og du får halvdelen af båndbredden. Mindre bundkort såsom ITX-formater har kun to slots med dualchannel-support på grund af deres layoutspecifikationer, selv på X299.

Kvalitetskontrol

Joint Electron Device Engineering Council (JEDEC) er den organisation, der er ansvarlig for at vedligeholde branchestandarder, når det gælder en lang række solid state-komponenter, for eksempel ram. JEDEC har over 300 medlemmer, herunder Microsoft, Intel og Apple, og organisationen samler ressourcer til at skubbe hardwareudviklingen fremad.

Dens vigtigste bidrag til ram-standarder er vedtagelsen af et samlet, kompatibelt forbindelsesformat for bundkort (dimm-slottet), men det er ikke alt. Standarder for dataoverførsels-rater og -latenser bliver defineret af JEDEC: Forbrugerne skal vælge mellem hastigheder som ddr4-300 og ddr4-3200 i stedet for 3060, 3111, 3187 etc. Det er sådan set enkelt nok, og disse begrænsninger sikrer, at hukommelse nemt bliver sat i lettilgængelige holdere – ganske ligetil.

JEDEC kræver ikke kølelegemer for at blive integreret på ram.

JEDEC’s medlemmer har også ansvar for produktion af ny ram-hardware. Den kommende standard er ddr5, og den blev ratificeret i marts 2017 (den bør ikke forveksles med GDDR5, som er en hukommelsesstandard for gpu’er). Nogle producenter (såsom SK Hynix) har bekræftet, at deres ddr5-hukommelse er parat, og desktop-dram-moduler skulle komme på markedet senere i år. Denne næste-generations-hukommelse vil kunne nå højere hastigheder end nogen enhed fra ddr4, og den bruger mindre strøm pr. modul takket være integrerede spændingsregulatorer.

Det kan lyde som en mindre forbedring, men denne ændring af standarderne har konsekvenser, der går ud over ram-udvikling. Når spændingen bliver styret på hukommelsesblokkene, kræver bundkortene ikke længere spændingsregulatorer til ram, og så kan producenterne fokusere på andre funktioner.

Det kan dog give kompatibilitetsproblemer i den ikke ret fjerne fremtid. Ddr5 fordobler den tilgængelige båndbredde, og 128 GB bliver måske mere mainstream, mens løsninger med 256 GB kan appellere til entusiaster. Hukommelses-hastighederne vil nå op på et svimlende nyt maksimum på 6.400 MT/sek., hvilket er det højest opnåelige med ddr5.

Latens & indstillinger

Hukommelseshastighed er ikke det eneste, der påvirker din ram. Latens og hukommelsesindstilling omfatter et væld af nøglespecifikationer, som påvirker hukommelsens ydelse, og mange af disse tal bliver meningsløse, medmindre man er hårdkogt hardware-nørd. Det vigtigste tal, man skal holde øje med, er CAS-latens (column address strobe), for det er en indikator for, hvor hurtigt en ram-blok reagerer på et hukommelseskald.

Bær over med os, for nu bliver det lidt matematisk. CAS-latens er i sig selv ikke nødvendigvis en nyttig størrelse – hvis man vil have et tal, man kan bruge til noget, findes der en formel, som man skal anvende. Egentlig latens = (2.000/ram-hastighed) x CAS-latens, idet hastighed er målt i MT/sek., og latens er målt i nanosekunder. Hvis du altså har et hukommelsessæt, der kører ved 3.000 MT/sek. og har en CAS-latens på 16 ns, er sættets egentlige latens på 10.6 ns.

Imidlertid har hurtigere hukommelse en tendens til at være ledsaget af større CAS-latens, og derfor kan de faktiske forbedringer i ydelse vise sig at være minimale, selv når man vælger højere frekvenser.

Det ideelle hukommelsessæt har en høj frekvens og en lav CAS-latens, og overclocking er en mulighed – men der findes masser af potentielle problemer her. Hvis du kører et Intel-system, kommer variation i hastighed ikke til at spille nogen større rolle; egentlig latens i ddr4 og højere begynder i stigende grad at blive homogeniseret uanset frekvens.

Derfor kan køb af højhastigheds-ram vise sig at være penge ud ad vinduet. Der er forskel på effekten ved forskellige opgaver: Gaming og 3D-rendering bliver for eksempel mindre påvirket af hukommelseshastighed end omfattende dataanalyse.

Cpu

Vi har været inde på, at specifikationer for hukommelse har forskellig betydning for processorer fra Intel og AMD. I store træk har hukommelsens hastighed ikke historisk set haft den store betydning for processorydelsen, men med AMD’s Ryzen-serie af cpu’er har dette billede ændret sig gevaldigt.

På grund af konventionel processorarkitektur drager Intel-cpu’er (i øjeblikket Core-serien) kun minimal nytte af hukommelsens hastighed; højst et par procent i langt hovedparten af benchmark-funktionerne.

Med Ryzen har AMD derimod gjort noget anderledes: Det interface, der binder processorkernerne sammen – også kaldet Infinity Fabric, hvis man holder af den forunderlige marketingjargon, når det gælder hardware – bliver styret fra den integrerede hukommelses-controller på chippen.

Det betyder, at når controlleren bliver understøttet af hurtigere ram, kan den køre hurtigere og overføre data mellem kernerne ved større hastigheder, hvilket forbedrer den generelle processorydelse.

Dette var før i tiden en anstødssten for Ryzen: Da processorserien først kom på markedet i 2017, var hukommelse markant dyrere. Virkningerne af hukommelses-hastighed på Ryzen-chips virker begge veje: Langsommere ram kan resultere i ringe ydelse i sammenligning med tilsvarende Intel Core-cpu’er. I takt med at hukommelse er blevet billigere, fremstår AMD dog mere og mere attraktiv.

Nogle få hundrede ekstra MT/sek. kan medføre en forskel i processorydelse på 10 procent eller mere, og den forskel kan pumpes endnu højere op, når man kombinerer med cpu-overclocking med henblik på at nå op på nogle virkelig imponerende tal.

Flaskehalsen

I den kommercielle rams ungdom, altså før århundredskiftet, var der et alvorligt svælg mellem cpu’er og hukommelse. Man talte om en “memory wall”: Der opstod et problem, når cpu’er blev udviklet hurtigere end ram-teknologien.

Ram-hastighederne steg kun med 10 procent i de 14 år, der førte frem til år 2000, mens cpu-hastighederne steg med cirka 55 procent. Det så i lang tid ud til, at begrænsninger i hukommelsens hastighed kunne udgøre en alvorlig flaskehals, når det gjaldt forbedring af computerydelsen.

Siden da er udviklingen af cpu-hastighed blevet langsommere, hvilket til dels skyldes fysiske designbarrierer ved varmeafledning og kredsløbsstørrelse i nye chips. Med forbedringer i cache-teknologi, der fremmer nøgleprocesser og lukker svælget mellem cpu- og ram-hastighed, ser det ud til, at vi kan glemme denne “memory wall”.

Hvad kan min ram ellers?

Ram kan andet end blot at booste pc’ens regnekraft. Hvis du er godt inde i softwarejargonen, kender du formentlig begrebet en ram-disk: Det er en blok ram, der bliver brugt af systemet som et midlertidigt sekundært lagerdrev. Ved hjælp af specifik software (såsom DataRAM RAMDisk) kan man partitionere et segment af hukommelse, så det kan bruges som et drev.

Disse virtuelle drev kan være utrolig hurtige – langt hurtigere end konventionelle ssd’er og harddiske – og i teorien er der ingen nedre grænser for deres læse/skrive-tider.
Den største ulempe ved virtuelle ram-diske er, at de mister alle de lagrede data, når man slukker for strømmen, og det gør dem meget sårbare i tilfælde af systemnedbrud eller strømsvigt.

Det er også en kostbar metode, hvis man vil producere lagerplads til arbejde med filer – ram er simpelthen dyrere end fysiske drev. Der er imidlertid andre fordele. Ram-diske kan være ideelle, når man arbejder med krypterede versioner af dekrypterede filer, og man kan definere regelmæssige backups af sine data til et fysisk drev og dermed komme uden om risikoen for datatab ved nedbrud.

Det er muligt at have data lagret på et særligt lagerdrev, der er indstillet til at blive gendannet på ram-disken, hver gang systemet booter. Det mest interessante er, at man kan bruge ram-drev til at få adgang til komprimerede filer uden behovet for først at dekomprimere dem. Det gør man ved hjælp af systemer såsom cRAMfs på Linux. Hukommelseskapaciteten stiger støt, og ram-diske kan blive mere relevante inden længe.

Andre funktioner af ram er langsomt blevet integreret i moderne operativsystemer med henblik på brugervenlighed. For eksempel inddrager virtuel hukommelse partitionering af harddiskplads som en såkaldt sidefil, der bliver brugt til at lagre overskydende data, når den fysiske ram arbejder under belastning. Det gør Windows automatisk, idet systemet bruger sidefilen som ekstra hukommelsesplads til at forhindre programnedbrud.

Denne funktion kan man slå fra i Windows 10 for at frigøre diskplads, men det kan ikke anbefales, hvis man kører mindre end 32 GB, og det øger risikoen for systemustabilitet. Moderne BIOS’er inddrager også “shadow RAM”, hvor rom-funktioner i stedet bruger dram-lokationer til at reducere adgangstider. Fordelene ved at gøre det manuelt er dog minimale, navnlig med moderne rom-chips.

De bedste valg af ram til dit system

Uanset hvilken platform du har tænkt dig at bygge, skal hukommelse være en umistelig del af den. Vi vil her give et overblik over de forskellige potentielle anvendelser af nye systembyggerier, og vi udnævner den bedste ram til opgaven i hvert scenario. Ram er nok blevet billigere i løbet af det seneste år, men det er alligevel alt for nemt at betale langt mere, end man behøver.

Husk, at dette kun er omtrentlige anbefalinger; følg specifikationerne som en guideline uanset producent. Vi anbefaler som altid, at du holder dig til anerkendte mærker såsom Corsair, Crucial, G.Skill og HyperX. Hvis du ikke kan finde producentens navn i dette magasin, bør du træde varsomt.

Arbejdsstation i den dyre ende: HyperX Predator 64 GB
(4x 16GB) @ 3000 MT/s 2999 kr.

Sandt at sige er der ingen forkerte svar her. Hvis du ønsker dig en pc til krævende digitalt kreativt arbejde – uanset om det er storstilet 3D-modellering eller 4K-videoredigering – er der ingen grænser, når det gælder hukommelseskapacitet.

Vi har her valgt et mellemklassesæt på 64 GB med en reel latens på blot 10 ns, men hvis du har penge nok, kan du naturligvis overveje hurtigere og måske endda større moduler. Corsairs Dominator Platinum-serie omfatter for eksempel nogle fremragende sæt på 64 GB og 128 GB kits. Husk at sikre dig, at din cpu og dit bundkort understøtter quadchannel-hukommelses-båndbredde, som det er tilfældet med ethvert ram-sæt på fire moduler.

Kontorarbejde: Corsair Vengeance LPX 8 GB (2x 4GB) @ 2,400MT/s 400 kr.

Hvis du blot skal have noget enkelt, er det her, du skal være. 8 GB ram kan uden besvær klare lettere kontorarbejde, uanset om det er regneark eller slideshows, og der er komfortabelt overskud til at håndtere dit sædvanlige udvalg af webbrowsing-aktiviteter.

Vi ville dog tøve med at dynge Chrome-faner op med kun otte gigabyte til rådighed, men her er nok til at ordne de sædvanlige dagligdags opgaver. Vi overvejede i stedet at bruge Teams lidt hurtigere 2,666 MT/sek.-model i T-Force Vulcan-serien, men prisforskellen var minimal, og til gedigen grundydelse er 2.400 MT/sek. mere end tilstrækkeligt.

Solid arbejdsstation: Team T-Force Vulcan 32 GB (2x 16GB) @ 3000 MT/s 950 kr.

Selv med foto- og videoredigeringsarbejde i den lave eller mellemste ende af skalaen er 32 GB vejen frem i dag. Det bliver ikke nødvendigvis billigt, men ddr4-sæt med høj kapacitet er i det seneste år kommet imponerende langt ned i pris. Det hænger måske sammen med den truende lancering af ddr5.

Med den mængde hukommelse kan man sagtens køre renderingsopgaver, og man kan udstyre systemet med henblik på høj-definitions-videografik. Hvis du ønsker et hurtigt system til at køre Photoshop eller After Effects, er du kommet i den rette havn. 2.400 MT/sek. vil være rigeligt til Intel-systemer; hvis du arbejder på en AMD-maskine, kan det være en ide at betale lidt mere.

Basal AMD-Gaming: Ballistix Tactical 16 GB
(4x 4GB) @ 3,000 MT/s 1700 kr.

Hukommelsen fra Ballistix Tactical er ikke synderlig spændende at se på (overvej eventuelt Corsairs Dominator-serie, hvis du er ude efter moduler, der ser mere lækre ud), men den leverer en fremragende ydelse til en fornuftig pris. Med en høj frekvens og en CAS-latens på 16 kan dette sæt arbejde fint sammen med en mellemklasse-gpu om noget gedigen gaming ved 1080p eller endda 1440p.

Det rammer ikke nødvendigvis de maksimale indstillinger i hvert eneste spil, man spiller, men godt optimerede spil giver ingen problemer. Hvis du beslutter dig for at opgradere din gpu, er det også klogt at overveje en opgradering af hukommelsen, og i så fald er det fornuftigt at holde sig til Tactical-serien eller Elite-serien.

AMD-Gaming i den høje ende: Corsair Dominator Platinum RGB 32 GB (4 x 8 GB) ved 3600 MT/sek. 2900 kr.

Nu begynder sagerne at blive lidt mere kostbare. Vi skruer op for hastigheden for at sikre os, at vores AMD-systems latens forbliver lav, og ved at betale den ekstra pris for 32 GB sikrer vi os, at maskinen tilmed er fremtidssikret. De fleste spil bruger ganske vist ikke 32 GB – man anbefaler gerne 16 GB – men det kan hurtigt ændre sig med forbedringer i gpu’erne.

Med så stor kapacitet er der ingen fare for at løbe tør for tilgængelig hukommelse, selv ikke hvis man tæsker sit system med ekstrem 4K-grafik. Corsair Dominator Platinum RGB ser desuden til al overflod forrygende ud med fuldt tilgængelige LED’er på hvert modul.

Basal Intel-Gaming: Ballistix Sport LT 16 GB (2x 8GB) @ 2400 MT/s 850 kr.

Der er ikke meget at skrive hjem om her, men dette Ballistix-sæt skal nok klare sagerne og gøre det godt. Hukommelseshastighed er en mindre vigtig faktor, når man ser på ram til Intel-systemer, og derfor kan man spare nogle penge ved at vælge en mere konservativ frekvens.

Ballistix Sport-serien er Crucials tilbud på hukommelse i den forholdsvis billige ende, men det gør den ikke mindre effektiv. Og så kører den ved blot 1,2 volt, hvilket betyder, at den har et af de mindste strømforbrug inden for ddr4-standarden. Den har også en CAS-latens på 16, og det vil sige, at den holder den reelle hukommelseslatens på 13,3 ns.

Intel-Gaming i den høje ende: G.Skill Trident Z RGB 32 GB (2 x 16 GB) ved 3000 MT/sek. 1400 kr.

Endnu engang behøver vi ikke at investere en formue på hukommelseshastighed til en Intel-maskine. I modsætnng til Dominator Platinum RGB-sættet rummer dette sæt to 16 GB-moduler i stedet for 4 x 8 GB-moduler, og hvis man kører et system med mere end to dim-slots, skal man sikre sig, at man bruger de prioriterede stik med henblik på maksimal hastighed.

Dette er G.Skills eget RGB-bud, og modulerne er virkelig nydelige. En CAS-latens på 16 betyder, at dette måske nok ikke er den hurtigste ram på markedet, men prisen er ekstremt god for 32 GB. Den ekstra kapacitet kan blive nyttig ved streaming af hukommelsesintensive spil.