Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Radeon VII vs. RTX 2080 Super vs. RTX 2080 Ti: Hvilket 4K-grafikkort er bedst?

Dette er den sidste holmgang i vores serie af gpu-kampe, og her ser vi på kortene i den høje ende. Nu gælder det 4K, folkens!.

Af Torben Okholm, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Der er navnlig fokus på 4K-gaming i denne test med tre stærke grafikkort. Men vi tager også andre elementer i betragtning. I det røde hjørne har vi AMD’s topkort, Radeon VII, der er indbegrebet af 7 nm-gpu-arkitekturen. Overfor har vi Nvidia med den nyligt lancerede GeForce RTX 2080 Super og det ældre, men stærkere RTX 2080 Ti. Der er fordele og ulemper ved at købe ethvert af disse kort, men hvilket af dem er bedst? Lad os straks se på sagerne

1. Omgang:Valuta for pengene

Der er en klar vinder i denne omgang: RTX 2080 Super. Netop, vi har lige ødelagt spændingen i denne runde i den første sætning. Der var ingen vej udenom. Men helt ærligt: 2080 Super er det nyeste kort her, og dets status som en prismatchende opdatering af det oprindelige RTX 2080 betyder, at man får virkelig meget for pengene. Uden at det koster en krone mere, har Nvidia forbedret ydelsen i forhold til den oprindelige model med 5-10 procent, og 2080 var bestemt ikke langsom på dette område til at begynde med.

Objektivt anskuet giver ingen af disse kort voldsomt meget for pengege i betragtning af, at de kræver en 4K-skærm. Når man undersøger gpu’er på grund af fps pr. krone, er vinderne altid billigere kort som RX 580 og GTX 1660. Radeon VII er nok det billigste af de tre kort, vi her ser på, men det koster kun lidt mindre end et 2080 Super (afhængig af producenten), og dette korts kommer ikke i nærheden af dets ydelse. Til gengæld er 2080 Ti ikke overraskende det stærkeste kort i denne test, men man kan ikke retfærdiggøre en så stor prisseddel med 10 frames pr. sekund ekstra, når man sammenligner med 2080 Super.

Vinder:
RTX 2080 Super

2. Omgang: Strømeffektivitet

Radeon VII er desværre et ganske ringe kort, når det gælder strømeffektivitet. Det var den første 7 nm-gpu på markedet, og AMD har endnu ikke fået luget 7 nm-problemerne helt ud. Det har en relativt høj temperaturgrænse (det fremtvinger ikke lukning, før det når helt op på 120 grader), og det leverer ganske godt med lav spænding, men konsekvensen er et fald i ydelse. Grundforbruget er ikke mindre end 300 W, og det bør ikke overraske i betragtning af dette korts latterlige mængde af vram og afsindigt hurtige hukommelseshastighed – det vender vi tilbage til.

2080 Ti er et krævende kort, men det har samme TP som 2080 Super: 250 W. Super-kortet har højere clockfrekvens, men Ti rummer mere vram, bedre båndbredde, flere transistorer, flere CUD-kerner ... det har simpelthen en overlegen arkitektur. Den Turing TU104-arkitektur, som RTX 2080 bruger, nåede sin ideelle form med Super-gpu’en, men 2080 Ti’s TU102-design er endnu mere avanceret. Det reelle strømforbrug og støjen varierer hos enhver gpu (navnlig ved overclocking), men det samme grundlæggende strømforbrug for systemet betyder, at 2080 Ti er – og det kan måske overraske – det mest strømeffektive kort af disse tre.

Vinder:
RTX 2080 Ti

3. Omgang: Overclocking

Hvis vi ser på basis- og boost-clockfrekvenser for disse kort, begynder RTX 2080 Ti i høj grad at virke bedaget. Den specificerede boostfrekvens hos Founder’s Edition er blot 1.635 MHz, og det er mindre end 2080 Supers basisfrekvens på 1.650 MHz. 2080 Ti har ganske god plads til manuel overclocking, men hastigheden bliver alligevel ikke så høj som hos Super, der snildt kan fremlokke yderligere 5-10 procent hukommelseshastighed i hænderne på en erfaren overclocker.

Radeon VII er lidt langsom her. Boostfrekvensen på 1.750 MHz er nydelig, men det er en kamp at vride mere end 5 procent forbedret ydelse ud af dette kort. De høje temperaturgrænser på dette kort hjælper lidt, men desværre er begrænsningerne ved den aktuelle 7 nm-FinFET-arkitektur tydelige. 2080 Super kan sagtens overskride 2.000 MHz ved overclocking, og det kan delvis kompensere for den lavere grundydelse, når man sammenligner med 2080 Ti.

Det når ikke de samme højder som det dyrere kort, men det har lige så god plads til manuel overclocking, om ikke mere, og der er en bedre afstand mellem basis- og boostfrekvenser: et spring på 165 MHz i forhold til 120 MHz hos 2080 Ti.

Vinder:
RTX 2080 Super

4. Omgang: Ydelse

Pas på, for her kommer endnu en spoiler – men den har du sikkert allerede gennemskuet. RTX 2080 Ti udsletter de andre kort, når det gælder ydelse, hvilket formentlig gør det til det mest oplagte valg til 4K-ultragaming lige nu. De andre kort kræver i praksis et offer af enten framerate eller grafisk troværdighed ved 4K – selvom Ti også døjer med nogle spil. 2080 Super gør sit bedste for at følge med og yder beundringsværdigt, i betragtning af at det koster over en tredjedel mindre end sin storebror.

Det er også værd at bemærke, at de begge er udstyret med raytracing-teknologi, hvilket AMD-kortet mangler. 2080 Ti og 2080 Super er praktisk taget de eneste gpu’er, der i øjeblikket er egnede til raytracing ved høje grafiske niveauer.

Desværre halter Radeon VII bagefter. Mange havde håbet, at det ville blive en GeForce-killer, men mangel på raytracing og slappe framerates lagde den drøm i graven. Det er imidlertid værd at lægge mærke til, at VII brillerer på andre områder: 16 GB vram, 2 GT/sek. hukommelseshastighed og en formidabel mængde terabyte/sek. hukommelsesbåndbredde gør, at det er et kraftværk, når det gælder 3D-rendering og videoredigering. Her ser vi på 4K-gaming, men det er en bundsolid gpu, der ikke dræner din tegnebog så slemt som Nvidias dyreste kort såsom Quadro og Tesla.

De bedste scorer er fremhævede. Vores testmaskine består af en Intel Core i7-8700K, 16 GB G.Skill ddr4-3200, et Gigabyte Z370 Aorus Gaming 7 og et 1 TB Samsung 970 Evo M.2. Alle spil blev testet ved højeste grafiske profil med AA slået til ved 4K. Tallene er henholdsvis gennemsnitlige og et minimum (97. percentil).

Og vinderen er RTX 2080 Super

Radeon VII! Nej, det var for sjov. Vores mål er ikke at miskreditere AMD’s top-gpu, især ikke hvis man primært bruger sit system til at fremstille indhold. Men dette drejer sig om gaming. Den rigtige vinder er imidlertid GeForce RTX 2080 Super. Der var tæt opløb, men vi er nødt til at give prisen til det nyeste kort. Det giver simpelthen mere for pengene, og det giver en tilstrækkelig ydelse til at klare sig ved 4K uden at sprænge banken. Raytracing og den forbedrede TU104-arkitektur gør kun sagerne endnu bedre.

Når det kommer til stykket, er den bedste grund til at købe et RTX 2080 Ti, at det er den bedste gpu på markedet i øjeblikket. Hvis du har et uimodståeligt behov for at eje det absolut bedste af det bedste, er det bestemt et fremragende kort. Men man kan få et 2080 Super med to ventilatorer for meget færre penge, og det kan køre de fleste spil med en respektabel framerate ved 4K – og mere, hvis man er parat til at gå fra ultra til høje indstillinger. Vi må indrømme, at Super er et super alternativ til dyrere 4K-løsninger.

Ja, vi ved, at Titan RTX findes. Selvom det angiveligt er den bedste gaming-gpu på markedet, ville den tabe i alle andre kategorier end ydelse, og den afsindige pris betyder, at vi aldrig vil anbefale den blot til 4K-gaming. Og lad nu være med at skælde os ud på de sociale medier af den grund.