Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Rackmonteret NAS til seriøse datamængder

QNAP TS-EC880U-RP kan med rette opsætning håndtere selv tung datatrafik.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Vi har fået mulighed for at teste en erhvervs-NAS af en kaliber, som vi sjældent kigger på her på Alt om DATA. Årsagen til, at vi sjældent gør dette, er, at vores muligheder for at teste en NAS, som den her præsenterede, til fulde er yderst begrænsede i vores testsetup.

QNAP TS-EC880U-RP er en 8-bay NAS til rack-montering, der er udstyret med en kraftig firkernet Intel Xeon processor. Sammenlignet med dette virker de 4 GB ddr3-ram ret beskedne, men det er da også muligt at opgradere til 32 GB ram.

Opgradering er nærmest kodeordet for denne NAS, de fire 1 Gbit/s ethernetporte kan opgraderes i en grad, så NAS’en ender med at have fire 10 Gbit/s ethernetporte samt fire 1 Gbit/s ethernetporte.

Det er også muligt at tilkøbe op til to mSATA flashkort, der kan anvendes til caching af læseoperationer, alternativt kan man benytte et eller flere ssd'er monteret i drevskufferne til caching.

I de otte drevpladser kan man nemlig montere 3,5" eller 2,5" SATA 6.0 Gb/s drev i form af harddiske eller ssd’er. Det giver mulighed for en kapacitet på op til 64 TB med nuværende harddiskstørrelse. Ved hjælp af udvidelseskabinetter er det muligt at komme op på maksimalt 136 drev.

NAS'en understøtter brug af enkeltdev, JBOD, raid-opsætningerne 0, 1, 5, 6 og raid 10. Man kan således vægte hastighed eller gå efter den raid-opsætning, der giver en god ydelse, mens datatsikkerheden samtidig er i højsædet. I den forbindelse skal det siges, at NAS'en understøtter tilslutning af en ups via en af USB-portene. Til nedkøling er den forsynet med fire 60 mm blæsere.
 

Det, der kendetegner denne NAS, er råstyrke, masser af tilslutnings-muligheder og opgraderingsmulighederne. Det, der kendetegner denne NAS, er råstyrke, masser af tilslutnings-muligheder og opgraderingsmulighederne.


Hurtig læsehastighed
Vi har udstyret NAS'en med fire 1 TB Samsung 850 Pro ssd'er, som vi har valgt at teste i raid 5-opsætning. NAS'en har i den forbindelse været tilsluttet til netværket via en 1 Gbit/s ethernetport.
Af diverse praktiske årsager har det desværre ikke været muligt fuldt at udnytte tilstedeværelsen af de fire 1 Gbit/s porte, endsige kradse i potentialet med fire 10 Gbit/s ethernetporte som angivet i QNAP's officielle målinger.

Vores målinger virker måske derfor ikke videre imponerende. Med CrystalDiskMark har vi målt sekventielle læsehastigheder på  103,2 MB/s og skrivehastigheder på 111,8 MB/s.

Mere imponerende er, at random 4K operationer er næsten lige så hurtige med læsehastigheder på 99,8 MB/s og skrivehastigheder på 111,2 MB/s. Vi har ikke målt iops (Input/Output Operations Per Second), da det maksimale niveau ikke ville kunne opnås.

Udover målingerne kunne vi igen bruge den velkendte og brugervenlige QTS 4.1 brugergrænseflade, der gør administrationen af TS-EC880U-RP så let som mulig dens rolle taget i betragtning.
Der er tale om en NAS med øjensynlige kvaliteter.