Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Qnap TS-251B NAS: Mange muligheder til en overkommelig pris

Med QNAPs styresystem kan denne NAS skræddersys til selv avancerede behov til en særdeles rimelig pris.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

QNAP (Quality Network Appliance Provider) er en højt specialiseret Taiwan-virksomhed, som udelukkende fremstiller NAS’er i alle størrelser fra helt enkle modeller til gigantiske enterprise-systemer.

TS-251B er designet som Alt om DATAs 2017-testvinder, TS-253B, og den nye NAS har mange af de samme features til en meget lavere pris. Det skyldes, at der er sparet på både hardware og tilslutninger.

Features og udbygningsmuligheder

TS-251B er en NAS, som ikke alene kommer med en appetitvækkende udstyrsliste, men også har flere udbygningsmuligheder end de andre testdeltagere.

På det godt fyldte bagpanel finder vi to mikrofonindgange (til karaoke?), en analog audio-linjeindgang, en 4K/UHD-kompatibel HDMI 1.4b-terminal (30 Hz), en USB-A 3.0-port, tre USB-A 2.0-porte og en enlig LAN-port. En let tilgængelig USB-A 3.0-port på frontpanelet fuldender denne del af billedet.

Indvendigt er der også andre vækstmuligheder end opgradering af harddiskene. Vores testeksemplar er fra fabrikken udstyret med 2 GB ram, som kan fordobles til 4 GB ved montering af endnu et hukommelsesmodul på samme størrelse. Hvis det ikke er nok, kan man for omkring 600 kr. købe to 4 GB-moduler og komme helt op på 8 GB.
En efter vores mening endnu mere interessant udvidelse består i at sætte et kort i NAS’ens PCIe-sokkel.

QNAP har sendt os QM2-2P10G1T, der koster næsten lige så meget som NAS’en og tilføjer en 10 Gbit-port plus slots til to ssd-moduler med M.2-formfaktor, der kan fungere som cache og speede datahåndteringen op. Vi kan konstatere, at den hurtige LAN-port fungerer uden at kræve nogen særlig installation. Løse M.2-moduler har vi endnu ikke fået fat i, og vi arbejder på at etablere et 10 Gbit-testmiljø til netværksprodukter.

Når QNAP TS-251B skal bruges til underholdning via HDMI-porten, kan man købe en RM-IR004 fjernbetjening. Alternativt kan man sætte en kablet mus eller et tastatur til en USB-port på NAS’en og navigere på tv-skærmen.

Processoren i TS-251B er en Intel Celeron J3355 med to kerner og en clockfrekvens på 2 GHz. Den sikrer de nødvendige kræfter til at konvertere 4K/30 fps-mediefiler i realtid.

QNAPs Linux-baserede styresystem hedder QTS. Det virker meget venligt og tilgængeligt, og det findes med tekster på fornuftigt dansk. Udviklerne har ikke kunnet modstå fristelsen til at fylde det med apps i et omfang, der kan virke overvældende på folk som os. Men ligegyldigt hvilken funktionalitet man efterlyser, kan man være praktisk talt sikker på at finde den her. Brugerfladen virker mere smartphone- end Windows-agtig, og det er ikke nogen dårlig ting, synes vi.

Testresultater

TS-251B kan kræve lidt tålmodighed ved opsætningen, som vi har foretaget med appen Qfinder Pro til Windows. Den nærmest obligatoriske firmware-opdatering virker besværlig, og genstart tager tid, men en syntetisk stemme gennem den indbyggede højttaler og nogle hidsige biplyde beretter om fremskridtene.

Benchmark-testen viser, at TS-251B ligger i en anden og lavere klasse end storebror TS-253B, men i et hjemmemiljø vil de færreste bemærke forskellen. Især gør det et stærkt indtryk, at 4K/UHD-indhold konverteres sømløst, så det kan vises på et almindeligt (FHD) fjernsyn.

I sin klasse er TS-251B en hurtig NAS. Dens sekventielle læse/skrivehastigheder på 118,5 MBps kommer meget tæt på det mulige gennem en 1 Gbit LAN-port.