Home » AOD Pro » Qnap TBS-464-8G [TEST]: Her har NAS’en format som en notebook
Qnap TBS-464-8G [TEST]: Her har NAS’en format som en notebook

Qnap TBS-464-8G [TEST]: Her har NAS’en format som en notebook

Share

NAS-giganten Qnap gør op med vante forestillinger om, hvordan en netværksharddisk skal designes. Den nye TBS-464 NASbook bruger ssd-drev på størrelse med tyggegummi-sticks, og resultatet er blevet en diskret, 28 mm tyk NAS i B5-størrelse

Udefra set har Qnaps nye NASbook TBS-464 ikke meget til fælles med NAS’er i traditionel forstand. Den minder mere om en tyk subnotebook med nedklappet skærm, og fronten brydes kun af nogle lysdioder og to USB-porte – noget ganske andet end det traditionelle NAS-design i form af industrielt udseende tower- eller rack-metalkabinetter.

Her er ingen konventionelle mekaniske harddiske med 3,5” eller 2,5” formfaktor – eller ssd-bestykkede drev i det sidste format. I stedet har firmaet satset på langt mindre ssd-moduler til M.2-sokler med et fodaftryk på 22 x 80 mm, en tykkelse som et fladt stykke tyggegummi og en vægt på under 20 gram.

Denne modultype har for længst fundet vej til såvel laptops som desktops, ligesom de kan eftermonteres i mange NAS’er som supplerende drev eller cache-acceleratorer.

Modulerne er ret dyre. En aktuel dagspris for en mekanisk harddisk til NAS-formål på 4 TB ligger noget under en tusse, så én gigabyte data kan lagres for mindre end 25 øre. M.2-ssd’er til generelle formål kan man være heldig at finde til omkring 500 kroner for 500 GB eller en krone pr. gigabyte, men den Seagate NAS-type, som AOD har brugt i denne test, er på 1 TB og koster næsten 2000 kroner – 2 kroner for én gigabyte.

Se også:  Veldesignet og stille NAS til hjemmekontor og underholdning

Dette lille regnestykke forklarer, hvorfor producenter af mekaniske harddiske ser fortrøstningsfuldt på i hvert fald den nærmeste fremtid. Vi kan være nok så vilde med små, lydløse og lynhurtige ssd’er med lavt energiforbrug. Disse fordele preller af på virksomheder, for slet ikke at tale om datacentre, som fylder hele haller med titusindvis af drev og kalkulerer benhårdt på anskaffelsespriser og driftsomkostninger.

Prisen for at være først

Qnap forærer da heller ikke TBS-464 væk, og de knap 6000 kroner for selve NAS’en er peanuts i forhold til, hvad det koster at tanke dens fire drevsokler op med ssd’er. Vi har testet nyheden med 2 x 1 TB, og hvis vi vil have den til at matche vores primære NAS i kapacitet, skal vi finde omkring 12.000 kroner til fire 2 TB-moduler, som i en RAID 5-konfiguration kan levere en brugbar kapacitet på 6 TB plus 2 TB til databeskyttelse.

Har man brug for mere data­kapacitet, er det muligt at tilslutte op til to lagerudvidelseskabinetter, hver med op til 12 konventionelle drevbåse. Specifikationsmæssigt ligger TBS-464 i den højere middelklasse for NAS-servere til hjemmekontorer og små kontorer. Datakraften leveres af en Intel Celeron 5105 med 2,9 GHz, fire kerner, fire tråde og integreret grafikkort, som understøttes af 8 GB RAM.

Se også:  Qnap QXG-10G2TB [TEST]: Pladsøkonomisk netværkskort med fart på

Denne ssd til NAS’en med målene 80 x 22 mm kan fås med en kapacitet på op
til 8 TB, og drevet varmer og larmer langt mindre end en mekanisk harddisk.

Udvalget af tilslutninger er mere generøst. Først og fremmest er der to LAN-porte, hver med en båndbredde på 2,5 Gbps og mulighed for ”trunking” – parallelkobling til fordobling af hastigheden. Hvis NAS’en skal indgå i et home entertainment-system, er det rart med de to 4K/UHD-kompatible HDMI 2.0-terminaler. Desuden er der fem USB-porte, hvoraf de to på fronten tilhører den hurtige Type 3.2 Gen 1, samt en infrarød sensor til en fjernbetjening (RM-IR004, tilkøb).

Normalt kan NAS-drev installeres uden værktøj og på et øjeblik ved blot at sætte harddiskene i holdere, som er tilgængelige fra fronten. På dette punkt kræver TBS-464 noget mere. Med en mønt skal man afmontere bundpladen for at få adgang til ssd-soklerne, og ikke nok med det, for de små moduler skal sikres tilstrækkelig køling.

Til det formål ligger der varmeledende, selvklæbende strimler af skumtape og små køleprofiler i kassen, og disse dele skal forsigtigt monteres efter anvisningerne i manualen. Hvis man ikke er vant til at åbne produkter og arbejde med beskyttelse mod statisk elektricitet, kan det være smart at betale en professionel tekniker for at løse opgaven.

Resten af installationen er til gengæld nærmest en fornøjelse. Qnaps Smart Installation og Qfinder Pro-software fungerer efterhånden så intuitivt og godt, at man nemt kommer gennem denne del af processen.

TAGS
lagerenhed
nas
qnap

DEL DENNE
Share


Mest populære
Populære
Nyeste
Tags

Find os på de sociale medier

Find os på FaceBook

AOD/AOD.dk

Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@aod.dk

Audio Media A/S

CVR nr. 16315648,
Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
info@audio.dk
Annoncesalg:
Lars Bo Jensen: lbj@audio.dk Telefon: 40 80 44 53
Annoncer: Se medieinformation her
Annoncelinks


AOD/AOD.dk   © 2022
Privatlivspolitik og cookie information - Audio Media A/S