Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Qnap QXG-10G2TB: Pladsøkonomisk netværkskort med fart på

Qnap kan nu tilbyde en smart genvej, når en af deres større NAS’er eller desktop-pc’er skal opgraderes til at indgå i lynhurtige 10GbE-kabelnetværk.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

I snart mange år har såkaldt 1GbE- eller gigabit-teknologi været normen for kablede netværk i mindre virksomheder og private hjem. Gigabit betyder, at de opkoblede enheder kan kommunikere på kryds og tværs ved hastigheder på op til 1 Gbps (1 milliard bit i sekundet). Efter en forsigtig start i slutningen af 00’erne så vi i 2021 en stærk vækst i udstyr med meget hurtigere LAN-porte, som kan overføre data ved op til 2.5GbE, 5GbE eller endda 10GbE. Den slags kræver selvklart sin hardware.

Intet er nemmere end at opgradere en eller flere switche i et netværk. Det gør man ved simpelthen at købe nye modeller – og leve med, at prisen er nogenlunde lineært proportional med hastighedsforøgelsen i forhold til gigabit-switche.

To 10GbE-porte

Det er heller intet problem at opgradere en Qnap-NAS, så længe den har en ledig plads til et lille netværkskort som det QXG-10G2TB til en såkaldt PCIe 3.0 x4-sokkel, der har været på visit i AODs testlab. Sværest er det i den anden ende af et netværk: i en desktop-pc. Rigtig mange business-desktops er udstyret med skrabede bundkort, hvor der kun har været råd til en enkelt lang PCIe x16-sokkel, der ofte er optaget af et grafikkort. Desuden kan der være en kort x2-sokkel eller to, som ikke kan håndtere mere end et trådløst netværkskort eller tilsvarende.

Efter vores mening er det oplagt at sætte det testede netværkskort i en kompatibel NAS – en af de nyere modeller fra den øverste smv-hylde hos Qnap. Det er pærenemt, for det kræver blot, at man installerer QXG-10G2TB i en ledig sokkel i NAS’en. Der behøves ingen drivere eller andre installationsmanøvrer, før man er i business og blot skal flytte LAN-kablet til systemet fra NAS’ens bundkort til en af portene på det nye kort. Den anden LAN-port kan man eksempelvis bruge til at oprette forbindelse til en central – hastighedskompatibel! – switch.

Selv en økonomisk NAS kan turbolades med en 10GbE-forbindelse og læses med over 700 MB/s – syv gange mere end med en traditionel gigabit-opkobling.

Lidt besværligere kan tilværelsen blive, hvis man vil installere netværkskortet i en pc med en kompatibel PCIe-sokkel, for så skal man også downloade driverpakker til Windows eller Ubuntu. Det fortæller manualen ikke, men Qnaps hjemmeside linker til chipproducenten Marvel, hvor man skal finde den rigtige driver. Vi har holdt os til Windows og valgt version 3.1.6.0, og det har været nemt nok med den gennemprøvede 10-version af styresystemet.

Vores produktionsdesktop, som for nylig er blevet opgraderet til Windows 11, har registreret netværkskortet korrekt og melder ingen fejl, men vi har ikke kunnet komme på nettet via det nye kort. Til gengæld har vi ikke haft problemer med Lenovo-forgængeren i kontoret, der kører Windows 10 og nok bliver ved med det. Officielt kan den ikke opgraderes, fordi dens processor er for gammel. Vi har foreløbig rubriceret denne konflikt som et af tilværelsens små mysterier. Vi har endnu til gode at opleve en ny Windows uden børnesygdomme…