Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Qnap QMiroPlus-201W: NAS og router i samme kabinet

At NAS er en spidskompetence hos QNAP, beviser firmaet igen-igen med denne kompaktmodel, som også rummer en router.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Denne QMiroPlus-201W er en interessant nyskabelse og Qnaps hidtil mindste, fordi den kun bruger 2,5” medier. Desuden er der blevet plads til en Wi-Fi 5-router. nDenne kombination af en router og en NAS henvender sig til små virksomheder, hvor der kun er et enkelt kontor, hvor man skal kunne sikkerhedskopiere filer og gå på nettet. Router-sektionen har vi beskrevet udførligt i vores gruppetest i nummer 14/2021.

Rent fysisk er denne enhed den mindste NAS med to drevbåse, vi har haft i hænderne. Det skyldes, at Qnap har valgt at bruge drev med 2,5”-formfaktor, som fylder og larmer meget mindre end traditionelle 3,5”-drev – især hvis de er af ssd-typen uden bevægelige dele. Aktuelt begrænser det kapaciteten til 12 TB for mekaniske harddiske og 8 TB for ssd-typer.

Ellers er QMiroPlus-201W i alle andre henseender en stor NAS. Den kører en fuld version af Qnaps QTS-styresystem med et tilhørende udvalg af apps, som hører til branchens bredeste. Det er også værd at bemærke, at den dedikerede 2.5G Host-port til NAS-sektionen sætter turbo på især den sekventielle læsehastighed, så det kan gå stærkt med at dele store filer og streame højopløst videoindhold.

Den grundlæggende opsætning af NAS’en er skitseret i en lidt primitiv Quick Installation Guide, men hvis man har blot en smule erfaring med NAS’er, bør det være en nem sag at få denne enhed op at køre.