Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
E-sport med konkurrencer i spil som Counter-Strike, Dota 2 og Fortnite er blevet en milliardindustri. Alene i 2018 blev der globalt spillet om mere end 1 mia. kr. i præmiepenge i e-sportsturneringer.
De store beløb har gjort e-sport til en lukrativ forretning ikke bare for professionelle gamere, men også for cyberkriminelle. Via undergrundsfora på nettet sælger cyberforbryderne nemlig systematisk cheat og hacks til skruppelløse gamere, som bruger softwaren til at snyde sig til fordele i e-sportsturneringer. Det afslører cybersikkerhedsselskabet Trend Micro i en ny rapport.
Game cheats fra 30-10.000 kr.
Mange undergrundsfora har allerede faste sektioner, som er rettet imod gaming og e-sport. Her udbyder cyberkriminelle hundredvis af forskellige cheats og hacks til de mest populære spil.
De billigste cheats koster omkring 30 kr., mens de mere avancerede koster langt mere, fordi de er designet, så de ikke bliver afsløret i professionelle turneringer.
Man kan eksempelvis købe wallhacks, som gør det muligt at ændre væggene i et spil, så de bliver enten gennemsigtige eller gennemtrængelige. Wallhacks gør det på den måde langt nemmere for gameren at finde og angribe fjender i spillet.
I den mere avancerede ende udbyder hackerne såkaldte aimbots, som i variende grad gør det muligt at sigte automatisk i first-person shooter-spil. De dyreste aimbots koster op imod 10.000 kr.
Nogle hackere sælger endda cheats på abonnementsbasis, hvor man for 750 kr. om måneden får adgang til en løbende strøm af nye hacks og cheats.
“Der er mange penge at vinde i professionelle turneringer, og det er ulovligt at snyde. Derfor ser vi, at nogle gamere gerne vil betale gode penge for cheats, som er så godt programmeret, at de ikke bliver afsløret af spilproducenternes antisvindelsoftware,” forklarer Jesper Mikkelsen, cyber defense specialist hos Trend Micro i Danmark.
For få dage siden fik den kendte 17-årige gamer FaZe Jarvis, der har tjent mere end 17 mio. kr. på gaming, karantæne på livstid fra Fortnite, fordi han blev afsløret i at bruge en aimbot. Se hans undskyldning her: https://www.youtube.com/watch?v=iN3ttHug-BU
I 2018 fik en spiller ved navn “Forsaken” karantæne i fem år, efter at han i turneringen eXTREMESLAND ZOWIE blev afsløret i at snyde vha. en aimbot i spillet Counter-Strike: Global Offensive. Det var muligt, fordi spillerne gerne måtte bruge deres eget computerudstyr i turneringen.
Køb en hacket spillekonto for 6 kr.
Er en gamer blevet udelukket fx pga. brug af cheats, har hackerne også en løsning på det. De udbyder nemlig også stjålne og hackede spillekonti, som gør det muligt at spille vha. en anden spillers konto og identitet.
De kriminelle undergrundsfora flyder over af stjålne spillekonti til Counter-Strike og Fortnite, og priserne starter ved kun 6 kr.
Vil man til gengæld have en Counter-Strike: Global Offensive-konto med Global Elite-rang, skal man af med næsten 700 kr. Global Elite er den højeste rang i spillet. Mindre en 1 pct. af alle spillerne opnår den rang.
Få andre til at spille for dig
Ud over cheats og hacks er såkaldt “boosting” også populært i den kriminelle e-sportsundergrund.
Boosting betyder, at man betaler en anden person for at logge ind på ens spillekonto for at spille og på den måde øge eksempelvis ens rang eller status i spillet. I februar fik 12 kinesiske Overwatch-spillere karantæne pga. boosting. Sydkorea indførte i 2018 en lov, som gør boosting ulovlig.
Stigning i e-sportkriminalitet frem mod 2021
Trend Micro forudser, at det her kun er begyndelsen på cyberkriminalitet i e-sport, og at aktiviteten vil stige støt over de næste tre år.
“Vi vil bl.a. også se angreb, hvor hackere forsøger at få spilserverne til at gå ned midt i en turnering og kræve løsepenge for at starte dem op igen,” slutter Jesper Mikkelsen.