Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Professionel DSLR på budget

Canon Eos 5D MK II har været på markedet i et stykke tid, og alligevel er det et af de mest interessante i klassen. Det har nemlig ikke så mange konkurrenter.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

I hvert fald ikke, hvis du gerne vil have Full frame, meget høj opløsning og et kamera, som mange professionelle fotografer faktisk overvejer – om ikke andet så som et ekstra kamera.

Det interessante ved 5D Mark II, og grunden til at vi tester det, er netop ovenstående – og det har da også givet det en plads som et af de mest populære i klassen – trods en pris på mindst 15.000 kroner uden objektiv. Her kan du så lægge mindst 5.000 kroner oven i for et i en kvalitet, der kan matche kameraet.

Og det kræver lidt – for sensoren er som sagt Full frame. Det vil sige, at den har samme størrelse som en gammeldags film – her er de fleste sensorer noget mindre. Full frame har den fordel, at du blandt andet kan lave større pixel (som ofte giver bedre farvedybde) – og det er der brug for, idet 5D MK II har hele 21 millioner af dem! Den store sensor kræver også et glas – objektiv – som kan få lyset, der strømmer igennem helt ud i hjørnerne på den store billedsensor.

Kameraet er som udgangspunkt et normalt Canon med de knapper, du også kan genkende fra de billigere modeller. Der er et stort 3” display, der kan bruges med Live View – men det meste af tiden vil du bruge den gode analoge søger og displayet til at vise al information. Her kan du også hurtigt gå ind at lave ændringer i opsætningen.

Vidunderlige billeder

I praksis er 5D MK II et godt og forholdsvist kompakt kamera, når man tænker på klassen. Det kører med stor sikkerhed, og når det benyttes med et af Canons objektiver fra den dyre L-serie bliver resultatet også enestående.

Der er ikke overraskende en meget stor detaljerigdom, og den høje opløsnings ses tydeligt. Men det er under de lidt svære lysforhold – når der for eksempel er meget stor kontrast mellem lys og skygge – at 5D MK II træder i karakter. Det sammen med en stoflighed, som er unik og kan sammenlignes med fuldprofessionelle typer, gør, at vi godt kan forstå, at et kamera i denne prisklasse faktisk går som varmt brød! Klar anbefaling.