Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Problematisk web-kamera

Microsoft har kludder i softwaren til deres nye
web-kamera. Lidt en skam – for kameraet virker ellers godt.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Der er normalt ikke den store problematik, der omgiver opsætning og installation af et web-kamera. Installér softwaren og slut kameraet til, så er man hjemme. Det er da også, hvad installationsvejledningen til Microsofts nye LifeCam Cinema lover. Men det er desværre ikke rigtigt den oplevelse, vi havde her på redaktionen, da vi forsøgte – med vægt på forsøgte, at få LifeCam Cinema til at fungere på vores computer.

Som sagt så skulle installationen fungere ved at starte med cd’en og så proppe kameraet i usb-porten, når installationsoftwaren beder om det.

Som sagt så gjort, selvom vi nok blev lidt utålmodige under installationen af den medfølgende software (det tog næsten 5 minutter), så ventede vi pænt. Endelig var computeren klar til, at vi kunne tilslutte kameraet. Herefter skulle vi genstarte, så regnede vi med, at vi skulle til at teste kameraet.

Intet er som det ser ud

Men som vi snart fandt ud af, så er livet ikke altid så let, som det ser ud til. Efter genstarten af vores computer, fandt vi det stykke software, der var blevet installeret, Microsoft LifeCam, og startede den.

Der gik nu kun ganske få sekunder, før vi fik den noget kryptiske besked af LifeCam, at der ikke var tilkoblet noget kamera.

Vi tjekkede enhedshåndteringen, men der var intet tegn på, at kameraet ikke var tilsluttet dér. Vi forsøgte nu at skifte kameraet over på en anden usb-port, og med det samme fandt computeren kameraet. Nu troede vi så, at den var hjemme, men da vi startede programmet LIfeCam, påstod det igen, at der ikke var tilsluttet noget webcam.

Mystikken bredte sig, vi kunne se at kameraet var tilsluttet som enhed i ”Denne Computer”, og når vi dobbeltklikkede her, så kunne vi godt få forbindelse til LifeCam, og da vi satte video på vores messenger, var der heller intet problem her. Vi så uden problemer video.

Men uanset, hvad pokker vi gjorde, så kunne vi ikke få programmet LifeCam til at snakke sammen med web-kameraet LifeCam. Så det endte med, at vi kastede håndklædet i ringen, og besluttede os til at anmelde kameraet ud fra det, vi kunne afprøve i de programmer, hvor kameraet rent faktisk virkede.

Store løfter

En ting må man sige, og det er, at der er masser af store løfter til kameraets formåen og kunnen. Således kan det optage video i 720p HD-video-kvalitet, har indbygget mikrofon med støjdæmpning, det har auto fokus og en såkaldt høj-præcisions glas-linse.

Nu stod vi jo i den situation, at den software der fulgte med, og som skulle kunne optage i 720p ikke virkede på vores computer, så den påstand kunne vi ikke efterprøve. Men i de programmer, hvor vi virkelig kunne bruge kameraet, så var der ingen tvivl. Det var flotte billeder, som dette kamera leverede.

Lyden var der heller intet at udsætte på, om det var over Messenger eller Skype, så var det fin lyd som kameraet leverede.

Autofokus fungerede også fint, og vi var ret begejstrede for den fleksible monteringsfod, der fulgte med. Den betød, at vi stort set kunne sætte kameraet, hvor vi havde lyst til. Den løsning skal Microsoft have stor ros for.

Den computer vi testede kameraet på, var en Windows XP med service pack 3 installeret, og om den medfølgende software ville fungere under Vista eller Windows 7, skal vi lade stå hen i det uvisse. Men der er en mulighed for, at det ikke virker ordentligt på vores lidt bedagede computer.