Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Stabilitet og holdbarhed har hidtil ikke været det, man lige umiddelbart har forbundet med ssd’er. De første generationer haltede på denne front. Heldigvis er der sket ting og sager, og de flash-baserede solid state-diske er nu langt mere til at stole på.
Mach Xtreme fremhæver ligefrem datasikkerheden i sin seneste ssd som et af produktets stærkeste kvaliteter. Drevet har BCH ECC-motor og StaticDataRefresh-teknologi, som konstant overvåger dets data og retter fejl, hvis de skulle forekomme.
Det er dog ikke det eneste, der gør MX-JET ULTRA værd at bemærke. Selvom det er ikke er blandt markedets allerhurtigste, har det ikke desto mindre en anstændig hastighed på 270MB/s, når der læses, og 180MB/s, når der skrives, hvilket nok skal give baghjul til din skivebaserede harddisk.
Særligt prisen taget i betragtning ligner det således en udmærket opgradering for dig, der ønsker at få mere fart på dine filer uden at flå hele kontoen. De europæiske priser er 70 euro for 64GB, 110 euro for 128GB og 210 euro for 256GB. Selvom vi nok skal forvente at betale lidt mere end den direkte omregnede kronepris hos de danske forhandlere, kommer vi formentlig under 1.000 kroner for 128GB, hvilket er i den absolut lave ende af markedet.
Mach Xtreme Mx-Jet Ultra kommer blandt andet til salg på Computersalg.dk.