Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Samsung vil gerne hjælpe med at øge din produktivitet, og til det formål har producenten skabt skærmen SC650, som er baseret på ad-pls-teknologi, der giver høj billedkvalitet, god farvegengivelse og stor kontrast, selv når du ser på monitoren fra skæve vinkler. Betragtningsvinklen er således 178 grader, mens formatet er 16:9 og opløsningen 1.920×1080.
Det forbedrede design af monitorens fod gør, at den næsten kan indstilles i niveau med skrivebordet, og selve skærmen kan vippes og drejes, så brugeren altid sidder behageligt og ergonomisk rigtigt.
Led-teknologien i SC650 giver ikke alene høj billedkvalitet. Teknologien betyder også, at monitoren bruger mindre strøm, ligesom man har kunnet fremstille den i et tyndere design end med en konventionel CCFL-skærm. Sætter man flere skærme op ved siden af hinanden, opnår man et ensartet og sammenhængende udtryk, takket være den tynde ramme på kun 11,1 mm.
Skærmen findes i to varianter: LS23C65KKS/EN med analog- og hdmi-indgange samt højttalere. LS23C65UDS/EN med analog-, dvi- og DisplayPort-indgange samt indbygget usb-hub med to porte. Prisen starter ved 1.300 kroner plus moms.