Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Prisbillige mobiler kan også

Hvis du ikke har behov for masser af smarte funktioner og bomstærk hardware, så er en smartphone i den prisbillige ende måske den helt rigtige løsning.

Af Natasja Broström, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Engang var mobiltelefonen noget temmelig dyrt isen-kram, og det kostede en bondegård at bruge den.

Især uden for landets grænser, og hvis man håndterede store mængder data. I dag er mobiler stort set erstattet af smartphones, altså mobiltelefoner, som anvender apps og kan bruges til meget mere end telefonopkald.

Nutidens smartphones er udstyret med et hav af funktioner, kraftige kameraer og skærme med en imponerende høj opløsning, men er det egentlig nødvendigt at eje en af de mest avancerede smartphones, hvis du ikke har behov for alt det, som den kan?

Mens de dyreste smartphones lanceres med konstant forbedrede specifikationer, så findes der også mange, meget mere prisbillige modeller ”i kølvandet” på topmodellerne. Mange af disse mobiler kan stort set alt det, som en moderne mobilforbruger har behov for, så hvorfor ikke give dem en chance?

Vi har fundet fire af slagsen, alle til under 1500 kroner, og de kan langt mere, end du måske tror.

Musikken i centrum

En klog mp3-afspiller eller en smartphone med multimediefunktioner? Uanset, hvordan man vælger at bruge Sony E1, så er det en lille, veloplagt smartphone, der med smarte apps som Walkman sætter musikken i centrum. Du kan hente flere apps gennem Google Play og nemt styre dem via den 4” store TFT-skærm. Udover fotos, kan du optage film i 720p og dele dem på nettet eller gemme dem på det 4 GB store lager, som hurtigt udvides til 32 GB med et hukommelseskort.

Fakta
Produkttype: Smartphone
Styresystem: Android 4.3 Jelly Bean
Skærm: 4”, 480 x 800, multitouch
Ram: 512 MB
Lager: 4 GB (kan udvides op til 32 GB)
Vægt: 120 gram
Kamera: 3,15 mp

Kompakt smartphone

Denne kompakte smartphone har en skærmstørrelse på 4”. TFT-skærmen står klart og skarpt, og herfra har du adgang til alle de vigtigste funktioner i Android 4.1-styresystemet. Du kan optage video i 720p eller bruge kameraet til at skyde fotos og dele dem på for eksempel Facebook. Har du ikke plads nok på den interne hukommelse, opgraderer du pladsen med et hukommelseskort. Galaxy Trend er som de andre smartphones på denne side ikke operatørlåst, så den kan benyttes med hvilket som helst mobilselskab.

Fakta
Produkttype: Smartphone
Styresystem: Android 4.1 Jelly Bean
Skærm: 4”, 480 x 800 pixel, multitouch
Lager: 4 GB (kan udvides op til 64 GB)
Ram: 768 MB
Vægt: 118 gram
Kamera: 5 mp

Windows i mobilen

Er du allerede fortrolig med Windows 8-styresystemet, vil du føle dig hjemme i Nokias prisvenlige Windows-mobil. Flisemenuerne er de samme, og du deler nemt indhold og funktioner med programmerne på en pc og spillekonsollen Xbox. Du kan også hente apps, som udvider styringen af Xbox 360 og Xbox One. Lumia 630 har en 1,2 GHz quad core-processor, den understøtter de trådløse standarder Wi-Fi og Bluetooth, og med købet får du automatisk 7 GB på Windows’ onlinelager kaldet OneDrive.

Fakta
Produkttype: Smartphone
Styresystem: Windows Phone 8.1
Skærm: 4,5”, 480 x 854 pixel, multitouch
Ram: 512 MB
Lager: 8 GB (kan udvides op til 128 GB)
Vægt: 134 gram
Kamera: 5 mp

Lillebror med kræfter

Lillebroren til den ultrapopulære Galaxy S4 kan sagtens stå på egne ben. Galaxy S4 mini har nemlig en 4,3” Super amoled-skærm, som giver et godt overblik over apps, funktioner og menuer. Styresystemet hjælpes på vej af en effektiv 1,7 GHz dual core-processor. Forside og bagside har begge et kamera, så du kan tage fotos og foretage videosamtaler. S4 mini har også masser af forbindelsesmuligheder: DLNA, Wi-Fi, Wi-Fi Direct og Bluetooth, så du nemt deler indhold med andre enheder.

Fakta
Produkttype: Smartphone
Styresystem: Android 4.2.2 Jelly Bean
Skærm: 4,3”, 960 x 540 Pixel, multitouch
Ram: 1,5 GB
Lager: 8 GB (kan udvides op til 64 GB)
Vægt: 107 gram
Kamera: 8 mp
Vægt: 118 gram