Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Printere til hjemmet: Få en printer der passer til dit behov

En printer er ikke længere en obligatorisk ting, der bare skal være der. Det er noget, man vælger aktivt til, hvis man har behovet. Men hvilken printer passer så til lige netop dit behov? Vi kigger på tre vidt forskellige modeller.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Engang kunne man ikke forestille sig at leve uden, men i dagens opkoblede
verden, hvor billetter, breve og billeder kan sendes over nettet og håndteres på mobile enheder, er behovet for en printer ikke helt det samme.

Mange kan fint leve uden, men en printer kan nu alligevel være rar at have i mange tilfælde. Dog kan der være stor forskel på, hvilke behov den skal opfylde. Den samme printer vil ikke nødvendigvis være den rigtige for alle.

Multi, design eller foto

Det sikre valg har altid været multifunktionsprinteren. Den dækker dig ind med både print, scan, kopi og måske endda også fax og andre features. På sin vis kan alle tre testdeltagere kaldes multifunktionsprintere. Canon er dog den stærkeste eksponent for denne kategori. En sort firkantet klods, der i ligeså høj grad er skabt til at spytte dokumenter ud som at scanne indhold til computeren og agere klassisk kopimaskine.

Den er dog ikke kun til sort/hvid-indhold. Canon har gjort en indsats for at optimere den til fotoprint i farver. Den leveres med i alt fem patroner til forskellige farvetoner og har en dedikeret bakke til fotopapir på bagsiden.

Er print af fotos dit primære formål, er Epsons printer dog endnu bedre gearet til det. Den kan godt printe tekstdokumenter og endda også grafik på cd'er, men den er særligt optimeret til billeder.

Det er en større maskine, der kan printe op til A3+, så du kan få dine fotos blæst op i storformat. Den bruger endnu flere patroner end Canons og er forsynet med en automatisk dokumentføder, som man lige skal vænne sig lidt til.

HP's printer er til den moderne bruger, der ønsker sine beskedne printbehov dækket så nemt og diskret som muligt. Den stilsikre, hvide kasse er designet til at blende ubesværet ind i det moderne hjems indretning og kan iklædes covers i stof, plast og endda kork for at fjerne enhver snert af nørdet teknologi.

Med en blæk- og en multifarve-patron klarer den både dokumentprint og foto. Det er dog en skam, at der ikke er en papirbakke bygget ind. Du er nødt til at klappe låget op og sætte papir bagi. Det gør den mindre kompakt og bryder med det stilrene udseende, når den er i brug. Vi endte med at tage papiret ud, når vi ikke brugte den. Det er lidt besværligt.

Moderne betjening

HP skal dog have point for at have gentænkt hele måden at omgås en printer. Slut med små skærme med kringlede menuer. Det hele styres fra mobilen eller computeren. Der er slet ikke noget display på Tango X, kun et par simple lysikoner. Det første du gør, er derfor at få den koblet på dit Wi-Fi-netværk. Så er der trådløs forbindelse til dine enheder. Det sker imponerende nemt.

Med brugervenlige apps til smartphone og computer har du adgang til alle funktioner samt status på blækniveau, papir osv. Det er lækkert præsenteret, og de gængse printfunktioner er krydret med tidstypiske features, som muligheden for at udskrive billeder fra din Facebook-profil. Der er også en funktion til at scanne med dit mobilkamera. Bedre end ingenting, når nu printeren ikke har indbygget scanner.

Desværre snydes vi her i Danmark for en af printerens sjoveste features, nemlig muligheden for at styre den med stemmen. Tango X understøtter Google Assistant, bare ikke på dansk. I hvert fald ikke endnu, men forhåbenligt kommer det i en fremtidig opdatering.

De to andre printere kan også kobles på nettet og forbindes trådløst til pc og smartphone. Der hører udmærkede apps til dem med fine funktioner, men man føler sig unægtelig sendt et pænt skridt tilbage i tiden, når man lige har haft med Tango X at gøre. Designet af appsene er forældet og ikke særligt indbydende.

En del af betjeningen er dog henlagt til displays på printerne. Canon har et relativt stort display med touch, som gør navigationen ret nem. Epson har et lidt mindre uden touch, men i stedet knapper i siden, hvilket hæmmer brugervenligheden en anelse.

Labels og fotos i farver

Hvad enten man er en lille virksomhed eller en stor familie, så kan der være behov for at mærke tingene af. En labelprinter gør det nemt at udskrive små etiketter, der kan klistres på hvad som helst. Brother VC-500W gør det endda i farver og er en af de mest avancerede på markedet.

Den kan kobles trådløst til mobil og computer via WI-Fi. Du kan også bruge USB-kabel i computeren. De tilhørende apps giver et væld af muligheder for at designe labels, som kan udskrives i den længde, du ønsker, bare det ikke overskrider rullens længde. Rullerne fås i forskellige bredder.

Det er også muligt at printe billeder, og det klarer printeren faktisk ganske okay, ligesom farver og grafik også står rigtig fint. En ret genial ting er det, at printeren ikke bruger blæk, så der er praktisk talt ingen vedligeholdelse. Prisen er 1300 kroner.

Præcisionen svinger

Selvom tekstdokumenter ikke er dens primære formål, klarer Epson opgaven upåklageligt. Canon har en flot printhastighed, men præcisionen er ikke den strammeste. Der er lidt huller og vigende linjer hist og her. På det punkt klarer HP sig bedre.

Til foto er der ikke nogen konkurrence. Epson er klart de andre overlegne. Det er i farvegengivelsen og overgangen i de finere nuancer, at man for alvor ser det. XP-15000 er måske ikke helt oppe i den professionelle klasse, men den leverer udskrifter, som de fleste vil være mere end tilfredse med at hænge op på væggen, selv når vi taler de store print.

Men Canon er faktisk heller ikke uden evner i denne disciplin. Den har måske ikke helt samme grad af nuancering, men farverne står flot og rent, og man vil fint kunne være bekendt at printe børnebilleder til familien.

Forskellige styrker

Fra Tango X bliver fotos lidt overmættede i farverne, mens overgange ikke er helt så flydende som hos de andre. Men den kan fint gå an, når der skal printes postkort eller små billeder til køleskabet. Det er behovet for design og "lækkerhed", der skal være argumentet for at vælge Tango X.

Her leverer den langt henad vejen varen, omend det er lidt ærgerligt, at vi må undvære stemmestyring herhjemme. På printkvalitet præsterer den ikke overrumplende. Her får du mere for pengene i den mere klodsede, men langt billigere Canon-printer, der som multifunktonsprinter klarer sig glimrende.

Vær dog opmærksom på at patronerne temmelig hurtigt løber tør, så den kan blive halvdyr i drift.

Epson er ikke til at komme udenom, hvis du bare er lidt seriøs med dine fotoprint. Til en ret god pris leverer den forrygende resultater og et glimrende udvalg af funktioner.

Canon Pixma TS6250

Canon Pixma TS6250 Canon Pixma TS6250

[wp-review id="3121253"]

HP Tango X

HP Tango X HP Tango X

[wp-review id="3121259"]

Epson HD XP-15000

Epson HD XP-15000

[wp-review id="3121265"]