De to andre printere kan også kobles på nettet og forbindes trådløst til pc og smartphone. Der hører udmærkede apps til dem med fine funktioner, men man føler sig unægtelig sendt et pænt skridt tilbage i tiden, når man lige har haft med Tango X at gøre. Designet af appsene er forældet og ikke særligt indbydende.
En del af betjeningen er dog henlagt til displays på printerne. Canon har et relativt stort display med touch, som gør navigationen ret nem. Epson har et lidt mindre uden touch, men i stedet knapper i siden, hvilket hæmmer brugervenligheden en anelse.
Hvad enten man er en lille virksomhed eller en stor familie, så kan der være behov for at mærke tingene af. En labelprinter gør det nemt at udskrive små etiketter, der kan klistres på hvad som helst. Brother VC-500W gør det endda i farver og er en af de mest avancerede på markedet.
Den kan kobles trådløst til mobil og computer via WI-Fi. Du kan også bruge USB-kabel i computeren. De tilhørende apps giver et væld af muligheder for at designe labels, som kan udskrives i den længde, du ønsker, bare det ikke overskrider rullens længde. Rullerne fås i forskellige bredder.
Det er også muligt at printe billeder, og det klarer printeren faktisk ganske okay, ligesom farver og grafik også står rigtig fint. En ret genial ting er det, at printeren ikke bruger blæk, så der er praktisk talt ingen vedligeholdelse. Prisen er 1300 kroner.
Selvom tekstdokumenter ikke er dens primære formål, klarer Epson opgaven upåklageligt. Canon har en flot printhastighed, men præcisionen er ikke den strammeste. Der er lidt huller og vigende linjer hist og her. På det punkt klarer HP sig bedre.
Til foto er der ikke nogen konkurrence. Epson er klart de andre overlegne. Det er i farvegengivelsen og overgangen i de finere nuancer, at man for alvor ser det. XP-15000 er måske ikke helt oppe i den professionelle klasse, men den leverer udskrifter, som de fleste vil være mere end tilfredse med at hænge op på væggen, selv når vi taler de store print.
Men Canon er faktisk heller ikke uden evner i denne disciplin. Den har måske ikke helt samme grad af nuancering, men farverne står flot og rent, og man vil fint kunne være bekendt at printe børnebilleder til familien.
Fra Tango X bliver fotos lidt overmættede i farverne, mens overgange ikke er helt så flydende som hos de andre. Men den kan fint gå an, når der skal printes postkort eller små billeder til køleskabet. Det er behovet for design og “lækkerhed”, der skal være argumentet for at vælge Tango X.