Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Printere: Her får du flest print for pengene

Er fysiske print en vigtig del af arbejdet på dit hjemmekontor, kan det godt betale sig at investere lidt i printeren. Det er dog ikke altid den billigste, der i sidste ende er bedst for budgettet.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Er dine printbehov mere end blot et par billetter engang imellem, kan det godt betale sig at investere i en printer, der ikke er den billigste på hylden. Ud over bedre funktioner og højere printkvalitet kan den i længden spare dig penge, når man regner på de løbende omkostninger. Hvor mange print, du får for pengene, er der dog stor forskel på. Vi kigger her nærmere på to printere til det seriøse hjemmekontor.

De fylder noget. HP OfficeJet Pro 9012 nærmer sig en mindre kontorprinter i format. Det er dog en rigtig nydelig maskine, udformet i moderne, stilsikkert design, som vil klæde de fleste hjemmekontorer. Den lidt mindre Epson-printer er også ganske præsentabel, omend den føles en en anelse billigere i sin konstruktion.

At Epson-printeren er mindre skyldes til dels, at den ikke har indbygget papirbakke – den sidder udvendigt, på bagsiden – til dels, at den ikke har automatisk arkføder på toppen. Begge dele har HP'en. De ekstra kubikcentimeter er derfor ikke bare spildplads. De er fornuftigt udnyttet.

Begge printere har scannerplade under låget foroven, så de også kan tjene som scanner og kopimaskine. Opsætningen af begge printere er ret nem. Du bliver taget i hånden og ført gennem hele processen med installation af blæk, kalibrering m.m. Epsons printer anvender Ecotank-systemet.

Du fylder blæk i indbyggede tanke i stedet for at isætte blækpatroner. Det er ret nemt. Man vender bare bunden i vejret på flaskerne og venter til de er tomme. Systemet er konstrueret helt idiotsikkert, så du ikke kan sætte en flaske i det forkerte hul. Efter påfyldning er der en lang kalibreringstid på 10 minutter.

Stor forskel i betjening

Der er farveskærm på fronten af dem begge, med vipbart panel, så de er nemmere at betjene ovenfra. HP'en har touchskærm, så du kan tilgå funktionerne direkte. Epson betjenes med knapper ved siden af skærmen. Det betyder ikke overraskende, at betjeningen er væsentlig nemmere hos HP. Det ér bare lidt mere intuitivt med en touchskærm, og HP har gjort en indsats for at gøre menuerne let overskuelige.

Det behøvede nu heller ikke være så vanskeligt at navigere på Epson-printeren, som det desværre er tilfældet. Der er ting, som bare ikke giver mening, eksempelvis at kommandoen "OK" skifter fra den ene knap til den anden midt under en arbejdsgang, og at Wi-Fi-indstillinger gemmer sig i to forskellige menuer. Dertil kommer de uundgåelige tålmodighedstest, som at indtaste en lang adgangskode ved at bladre hele alfabetet igennem for hvert bogstav. Det er ikke et system, man har lyst til at bruge mere tid på end absolut højst nødvendigt.

Heldigvis kan den, som det også er tilfældet med HP-printeren, betjenes fra en smartphone eller pc. Det kræver, at dine enheder er koblet til printerne via Wi-Fi, Wi-Fi Direct eller kablet LAN.

Selvom funktionerne langt henad vejen er de samme – man kan udskrive, scanne, kopiere, dokumentere med sit mobilkamera m.m. – så er HP igen et stykke foran, når det gælder brugervenlighed. Producentens apps til mobil og pc er moderne og lækre i deres layout og giver overskuelig adgang til funktionerne. Med Smart Tasks er det nemt at oprette genvej til hyppigt brugte opgaver.

Epsons iPrint-app er lidt mere bedaget i designet, dog nogenlunde nem at finde rundt i. Visse funktioner er dog spredt ud til andre Epson-apps, så du må hente flere, hvis du vil have alle funktioner. Begge printere understøtter Google Cloud Print og Apple AirPrint, så du kan printe billeder og dokumenter direkte fra både iPhones og Android-mobiler uden at åbne en app. Der er også adgang til Google Drev, OneDrive, Dropbox, Facebook og andre tjenester, så du kan printe direkte fra disse. Hos HP er der adgang til appsene direkte på printeren.

At få printerne på nettet var dog igen en af de ting, der viste sig at afskille de to printere betydeligt. På HP-printeren skete det helt problemfrit, både via vores Wi-Fi-netværk og via printerens indbyggede Wi-Fi Direct forbindelse. Hos Epson endte det med at blive lidt af en krig. Dog lykkedes det til sidst.

Fart vs. farver

Begge printere er farveprintere, men ikke deciderede fotoprintere. De kan godt printe fotos, men er ikke tiltænkt formålet, og resultaterne er heller ikke overvældende. Epson gør det dog bedst.

Det er i det hele taget denne printer, der er stærkest, når det gælder farveprint. Nuancerne gengives nogenlunde præcist og med flot styrke. Her er HP mere vag i det med mere upræcis farve-gengivelse samt en smule udtværing hist og her. Til gengæld er den hurtig. Såvel sort/hvid- som farveprint flyver ud af maskinen.

Når det gælder almindelig tekst, er der ikke meget at komme efter hos nogen af dem. Alt står fint og skarpt. Vil du kopiere er det betydeligt nemmere på HP, hvor du ikke skal lægge hver ark manuelt. Du skal blot fylde arkføderen foroven, så kører den løs.

Det gælder også dobbeltsidede dokumenter, som den duplikerer dobbeltsidet eller som to dokumenter. Ligeledes kan to dokumenter kopieres til hver sin side af et print.
HP-printeren er også den, der laver de bedste scanninger.

Den dyre kan blive billigst

Epson-printeren er en dyrere investering som udgangspunkt, men omkostningerne kan ikke gøres korrekt op, før du også tager de løbende driftsudgifter med i beregningen. Takket være Ectotank-systemet er ET-2027 betydeligt billigere i brug end HP's printer.

Med Epson-printeren medfølger blæk svarende til 4500 sort/hvid-print eller 7500 farveprint, så det vil ikke være nødvendigt at købe yderligere blæk indtil langt ud i fremtiden (medmindre du printer ustyrligt meget, og så vil Epson-printeren kun være endu mere økonomi-rigtig).
Bruger du HP's XL-blækpatroner får du cirka halvdelen af dette, mens prisen er tre gange så høj.

HP har dog en løsning, hvor printeren selv bestiller blæk, når den er ved at løbe tør – muligvis med visse besparelser for brugeren. Det ændrer dog ikke på, at Epson ret hurtigt kan gå hen og blive den billigste printer, trods den noget dyrere indkøbspris. Det er samtidig den printer, som udskriver flottest. Men du må døje med en betjening, der mildest talt er frusterende.

Det bliver derfor HP, som i sidste ende løber med sejren. Den kan måske ende med at blive dyrere. Til gengæld er den hurtig, god til sort/hvid, har stærkt udvalg af funktioner, pænt design og ikke mindst dejlig bruger-venlig betjening.

Denne elegante printer har et supermoderne, opdateret bruger-interface med en fin touchskærm.

[wp-review id="3124408"]

Hvis du laver mange udskrifter og er økonomisk bevidst, så er printeren fra Epson det optimale valg.

[wp-review id="3124414"]