Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Premiere Elements 2018: Perfekt til både begyndere og semiproffer

Her er den nyeste version af Adobes brugervenlige videoeditor. Du bliver godt hjulpet, men kan også vælge at arbejde uden assistance.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hvis du vil hurtig i gang med videoredigering og ikke har professionel rutine, så er Premiere Elements 2018 – her i den nyeste version – den helt rigtige løsning. Men den er ikke gratis som så mange andre af nettets tilbud, så er den virkelig pengene værd?

Ligesom sin ”søster”, fotoprogrammet Photoshop Elements, er denne 2018-version spækket med automatiske processer, der sparer tid. Adobe hævder endda, at programmet kan lære dig videoredigering.

Brugerfladen er stort set uforandret med et preview-vindue øverst, tidslinjer nederst og funktioner til højre (hvor Photoshop-brugere er vant til at have dem til venstre). Brugerfladen virker en anelse gammeldags med ret store ikoner.

Programmet er opdelt i tre med tilstandene ”Quick”, ”Guided” og ”Expert” – plus ”eLive” og ”Organizer”. ”Quick” har en enkelt videotidslinje plus to lydtidslinjer, så du hurtigt kan klippe en video op, som du måske har taget med din mobil. ”Expert” tilføjer ekstra videospor og øger antallet af mulige effekter.

Nu med kunstig intelligens

Adobes forskning i kunstig intelligens er begyndt at bære frugt. Med ”Auto Trim” kan du få klippet dine videoer helt automatisk. Resultatet kræver selvfølgelig, at man kaster et øje på det, da softwaren jo ikke kan vide, hvad der er formålet med videoen. Men funktionen er faktisk ret god til at fjerne de dele af dine optagelser, hvor der ikke sker så meget, og du kan tilpasse algoritmen, så den fokuserer mere på for eksempel mennesker eller bevægelser.

Sjov er også ”Candide Moments”, som kigger dine optagelser igennem for at finde de bedste enkeltbilleder. De kan endda blive åbnet i Photoshop Elements for dig. Du får ekstra glæde af denne funktion med 4K-optagelser. Selvom det ikke er nogen ny feature, så er det den slags, som får Premiere Elements til at løfte sig op over nettets mange gratis alternativer, der topper ved 1080p (full HD).

En anden styrke ved Elements er, at programmet fjerner alt besvær ved at redigere video. Trods kvaliteterne i konkurrenter som Avid, Wondershare og Lightworks gør Adobe-programmets begyndervenlige tilgang Premiere Elements til noget helt særligt. Ligesom i Photoshop Elements er det nemt at importere og gemme sine rå optagelser.

I ”Guided mode» kan du lære, hvordan de rettes op – hvis du for eksempel vil fjerne den forvrængning, der altid opstår i videoer optaget med actionkameraer (det er en ny funktion), eller hvis du ønsker at forbedre en optagelse, der ser kedelig ud, med forøget lysstyrke, mere levende farver eller stærkere kontrast.

Hjælper dig og slipper dig

Justeringslag, som Photoshop-brugere kender, gør det nemt at føje de samme justeringer eller effekter til mange klip, og du kan indsætte tekst mv. direkte ind i stedet for at importere den.
Der er en hel suite af dvd-menuer, overskrifter og billedtekster, som du kan lege med, og værktøjet ”Time Remapping” gør det muligt at eksperimentere med sjove ting som hurtigt eller langsomt tempo.

Videoredigering kan være udfordrende. For både begyndere og avancerede amatører har det stor værdi at eje et program, som holder dig i hånden, men heller ikke er bange for at slippe dig, når du har lyst til at arbejde på egen hånd.

Hvis du kun laver en eller to videoer med din mobiltelefon om året, er en pakke som denne her som at skyde gråspurve med kanoner. Men for alle, som har ambitioner om at benytte flere kameraer, indsætte separat lyd eller animeret grafik, findes der ikke noget bedre end Adobe Premiere Elements, især i den seneste udgave.

Prisen får dig selvfølgelig til at overveje et af de gratis alternativer i denne test. Og ja, de kan en masse. Men ligeså imødekommende som dette program er de ikke.

https://www.adobe.com/dk/products/premiere-elements