Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Populær – men ikke perfekt

Fitbit er det mest kendte brand inden for helbredsarmbånd. Men selvom nyheden Fitbit Flex sidder godt på håndleddet, er vandtæt og brugervenlig, emmer armbåndet af discount.

Af Kasper Nesager-Hansen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Fitbit Flex leverer de basale statistikker på en app på din mobile enhed: Hvor mange skridt du har gået, hvor mange kalorier du har forbrændt, og hvor meget du har sovet om natten. Tapper du to gange på armbåndet, så lyser dioder op – en for hver 2000 skridt du har gået. Al data bliver overført til appen i din smartphone via Bluetooth.

Armbåndet synkroniserer automatisk data med pc’er, iOS-enheder og visse Android-enheder.

Men enheden har et problem med præcision. Svinger du armen mere end 40 grader, tæller det som et skridt – ligegyldigt om du går eller sidder. Og den måler ikke altid dine skridt korrekt, hvis du har hænderne i lommen, mens du går.

Tælleren, der holder styr på kalorieforbrændingen, er ikke retvisende, da den viser, at en simpel gåtur forbrænder ligeså meget, som hvis du kamsveder på cyklen eller under løbeturen. Appen har et uoverskueligt skema, der skal holde styr på dit kalorieindtag.

Det er langt fra alle fødevaregrupper eller retter, som skemaet indeholder, hvorfor du manuelt skal indtaste antallet af kalorier og navne på madvarerne – et kæmpearbejde!

Fitbit Flex er måske en god begyndelse for dig, der vil prøve wearables. Ser vi bort fra armbåndets discountudseende og evner til at tælle, får du et fornuftigt redskab til at minde dig om at gå mere eller sove mere.