Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Poly Studio R30: Levende webmøder med intelligent videobar

Poly Studio R30 har overblik over hele lokalet og retter fokus på den der taler, så dine webmøder afvikles med overskud og professionalisme.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

De fleste har gennem de seneste par år opnået et lysende klart billede af, hvad der gør et godt videomøde og måske i endnu højere grad, hvad der gør et dårligt. Kiksede udfald, utydelig lyd, dårligt lys, og mærkværdige vinklinger er blandt de ting, man gerne er foruden.

Dem behøver du ikke bekymre dig om, hvis du har en Studio R30 i lokalet. Med smart teknologi samt lyd- og billedteknik af fineste klasse udgør videobaren en intelligent videoinstruktør, som sørger for, at du og dine kolleger får ideelle rammer for at føre jeres videomøde igennem med overskud til at fokusere på mødet og ikke på teknikken.

Fokuserer på den der taler

Studio R30 er umiddelbart nært beslægtet med Studio P15, som vi tidligere har testet, men er som udgangspunkt rettet mod videomøder med mere end én deltager på din side af skærmen.

Designet er imødekommende, med gråt stof på fronten og slidstærk, vaniljefarvet plast på den resterende del. Studio R30 vejer ikke meget og kan hægtes på toppen af en skærm eller stilles oprejst ved hjælp af den kombinerede klemme og stander, der også er i stand til at vinkle videobaren, som man ønsker. Et vægophæng kan desuden tilkøbes, og R30 er kompatibel med standard-tripoder og -kamerastativer.

Tilslutning til computer sker via USB.

Poly R30 Bottom

Indbygget er et 120 graders ultravidvinkel kamera, som kan fange alle i lokalet. Det er anvendt et lysstærkt objektiv, så man ikke er helt fortabt, hvis lysforholdene i lokalet ikke er optimale, og kameraet er i stand til at filme i 4K, hvilket ikke bare giver et knivskarpt billede, når du filmer hele rummet i panorama, men også sikrer, at du undgår synligt kvalitetstab, når der zoomes digitalt.

Netop dette er en væsentlig egenskab, for takket være den særlige Poly DirectorAI-teknologi kan Studio R30 selv zoome ind og fokusere på den mødedeltager, som taler.

Poly R30 Front Ortho with Stand

Billedet vil derfor meget af tiden være beskåret, og den stærke teknologi får virkelig lov at arbejde.

Krystalklare stemmer

Den automatiske instruktør fungerer imponerende godt.

Billedet rettes konsekvent mod den der taler – i et kontant ryk, hvis ordet skifter brat fra den ene til den anden, eller i en glidende panorering, hvis overgangen sker mere flydende.

Hvordan der skiftes og med hvilken hastighed kan sammen med en masse andet indstilles i Poly Lens-appen til Mac og pc.

Mikrofonteknologien er ligeså avanceret som billedteknologien og sørger for, at stemmen af den, der taler, kommer i fokus, mens baggrundsstøj minimeres med Acoustic Fence og NoiseblockAI-teknologi.

Poly R30 Back

Selv uden at sidde i et lydtæt møderum kan alle på holdet uden problemer høres. Lyden i højttaleren er også af høj klasse med klar og kraftfuld gengivelse af stemmer.

Trådløs højttaler til samtaler og underholdning

Studio R30 har Bluetooth og kan derfor anvendes som samtale-anlæg til din smartphone, når du forbinder den trådløst. Den kan for den sags skyld også fint gå an som musik- eller filmhøjttaler. Lyden i den er af lige så høj klasse som fra de bedre Bluetooth-højttalere på markedet.

Wi-Fi-forbindelse er også indbygget. Den er først og fremmest implementeret, så en it-medarbejder kan få adgang til at administrere enheden på afstand.