Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Kan PlayStation Move banke Wii?

Sony vil bejle til børnefamilierne med et koncept, der principielt set har eksisteret siden lanceringen af Nintendo Wii-konsollen. Hvorfor bør vi så tænke PlayStation Move i stedet for Wii? Godt spørgsmål!.

Af Kasper Nesager, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Sony må efterhånden være trætte af at høre, hvordan folk sammenligner PlayStation Move med Nintendo Wii, men sammenligningen er ikke helt ved siden af, selv om der er en markant forskel.

Peg og tryk

PlayStation Move består grundlæggende af et USB-kamera, som du tilslutter konsollen og en Motion-controller. Dertil kommer ekstraudstyret! Det mest nødvendige ekstraudstyr er Navigation-controlleren.
Indtil videre kan du spille størstedelen af de udgivne Move-titler med din Motion-controller, som du skal pege mod din fjernsynsskærm.

Og takket være USB-kameraet, PlayStation Eye, opfanger konsollen, hvor du peger på skærmen. Spiller du eksempelvis John Daly’s Prostroke Golf, holder du din Motion-controller som golfkølle, der svinges mod skærmen, hvorefter kameraet vurderer slagets styrke baseret på, hvor hurtigt du svinger controlleren.

Samtidig determineres retning og præcision af måden, hvorpå du holder controlleren, og hvilken retning du peger den.

Større præcision… eller?

Hvor Nintendo Wii-controllerne er lettere upræcise, og man ikke kan sigte direkte på skærmen for at ramme sit mål, fungerer PlayStation Move med større præcision, hvilket er den afgørende forskel.

Dog er der et stort problem med lys og mørke, som Wii ikke lider under. Skinner solen udenfor, skal du sørge for at trække gardiner for. Er det mørkt udenfor, skal du sørge for at have meget lys tændt, hvis PlayStation Eye-kameraet skal kunne registrere dine bevægelser med tilfredsstillende præcision.

Ikke at glemme er kalibreringsarbejdet, der kan kræve flere minutter hver gang, du skal til at spille.

Er den pengene værd?

Det er ikke helt nemt at blive klog på, hvor mange penge PlayStation Move-konceptet koster, eftersom der er en del ekstraudstyr. Har du ikke et PlayStation Eye, skal du købe en PlayStation Move Starter-pack, hvor du får en Motion-controller og PlayStation Eye til omkring 500 kroner.

Der vil dog udkomme flere spil, som kræver to controllere i form af selve Motion-controlleren og en Navigation-controller, så du kan styre din spilkarakter rundt på banen. Sådan en sag koster godt 300 kroner.

Du kan dog bruge din almindelige PlayStation-controller, men den ligger ikke ordentligt i hånden i forhold til Navigation-controlleren, og det kan være irriterende, når du skal være hurtig til at reagere. Dertil kommer eksempelvis pistoludstyr til skydespil, hvor det er en essentiel, men ikke påkrævet, del af spiloplevelsen, at du køber et pistolhylster til din Motion-controller.

Move-konceptet er meget familie- og socialt orienteret, hvilket gør, at du får den største glæde ud af dine spil, hvis du spiller sammen med familien eller vennerne – og det betyder investering i mindst endnu en Motion-controller!

Er det kun til casual gaming, findes der endnu alt for få spil til, at du bør købe dig halvfattig i Move og dertilhørende udstyr. Ejer du ikke en Nintendo Wii, og leder du efter en anderledes og mere fysisk aktiv form for underholdning, kan PlayStation Move anbefales.

Og det skal siges, at der findes Move-spil, som er særdeles underholdende både at spille alene og sammen med andre.

Kinect

Kinect er Microsofts konkurrent til Nintendo Wii og PlayStation Move. Den giver bevægelsesstyring på den populære Xbox 360. Følg med her på siden, hvor vi snart tester controlleren.

DATATID MENER:

Er du casual gamer bør du vente med at investere i PlayStation Move.