Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Plantronics Voyager 6200 UC: Stor lyd og støjreduktion i nakkebøjlen

Voyager 6200 UC giver dig et overdådigt udvalg af funktioner til både forretning og fornøjelse i en diskret nakkebøjle, der kan hænge om halsen hele dagen uden at genere.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Nakkebøjlen kan være en praktisk løsning, når du har behov for noget mindre og mere diskret end et stort sæt hørebøffer, og du samtidig har brug for trådløs frihed og god batterilevetid.

Plantronics leverer det hele i et veldesignet headset, der byder på vel nok det bredeste udvalg af funktioner i en nakkebøjle hidtil.

Behageligt at bære

Plast og gummi går man sjældent galt i byen med. I hvert fald ikke når man skaber et headset, der skal være let, fleksibelt og hårdført. Og det er lige netop, hvad Voyager 6200 UC er.

Det lægger sig behageligt tilrette om nakken og er, takket være den lave vægt, til at holde ud at have på hele dagen. Designet er solidt, og det er nemt at få plads til headsettet i en lomme eller taske. Vil du passe lidt bedre på det, følger der også et hårdt etui med, dog kræver det lidt mere plads.

Ørepropperne er ikke af den type, du skal presse helt ind i øret. De lægger sig i stedet blidt ind mod din ørekanal, så du nærmest ikke mærker, at du har dem i. På den måde kan du holde ud at have dem i ørerne meget længere tid, end du typisk vil kunne holde ud af at have et stort headset på.

Du bliver ikke træt i ørerne på samme måde. Derudover giver de mulighed for, at du kan læne hovedet op mod væggen i eksempelvis et fly, når du vil sove. Det lyder som en lille ting, men faktisk kan det være noget, man sætter enormt meget pris på ved lange flyveture. På nakkebøjlen sidder nemt tilgængelige knapper til headsettets funktioner.

Lækker lyd

I en hver ende af nakkebøljen er placeret flervejsmikrofoner, som opfanger din tale, uanset hvordan du vender og drejer hovedet. Plantronics har desuden implementeret Clear Talk-teknologi, der bidrager til klar og tydelig talegengivelse, både i din egen og modtagerens ende.

Sammenlignet med producentens dedikerede ørebøjler er headsettet en anelse mere modtagelig for støj udefra, men samtalekvaliteten er ikke desto mindre imponerende. En let vibration i headsettet fortæller, når der er indkommende opkald.

I løbet af en arbejdsdag kan man få brug for at begrave hovedet i lækker musik, og Plantronics har derfor brugt lidt kræfter på at optimere Voyager 6200 UC til musiklytning. Detaljerne i lyden står flot frem, mens stereobilledet er bredt, og bunden imponerede med fylde.

Effektiv støjreduktion

Støj er forstyrrende for dit arbejde, uanset om du sidder på kontoret eller rejser med fly, tog eller bus. Voyager 6200 UC er derfor udstyret med noise cancelling. Og faktisk en ret effektiv en af slagsen.

Vi tog headsettet med på en flyvetur. Allerede inden vi havde aktiveret den aktive noise cancelling, forsvandt en pæn del af motorstøjen og snakken omkring os, takket være den passive støjreduktion, som ørepropperne i sig selv leverer. Med den aktive støjreduktion slået til, var der stort set ingen støj tilbage.

Fuld af business-features

Voyager 6200 UC er oplagt som et arbejdsheadset, du har med på farten, men det fungerer også glimrende på kontoret, og her får du glæde af et bredt udvalg af business-features.

Der følger en USB-dongle med, så du får gnidningsfri trådløs integration med pc’en, og headsettet er Microsoft Skype for Business-certificeret samt kompatibel med Plantronics Manager Pro, så det kan administreres fra virksomheden.

Der medfølger også en lille ladedock til skrivebordet, så du kan stikke headsettet i, når arbejdsdagen er omme. Gør du det, skal du aldrig bekymre dig om, at det løber tør for strøm, for der er rigelig med batteri til, at du kan tale løs og lytte til musik hele dagen.

Svært at forlange mere

Med Voyager 6200 UC er det faktisk lige før, vi er overbevist om, at headsets af nakkebøjle-typen er det optimale til arbejde på farten. Du kan holde ud at bruge det længere end et stort headset, du får nem kontrol og lang batterilevetid, og med lydkvalitet og noise cancelling af denne klasse, er det svært at forlange mere.