Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Plantronics RIG 800HD: Fremragende gamingheadset med Dolby Atmos

RIG 800HD er noget nær det ideelle headset. Ikke bare til gaming, men også til musik og arbejde. Komforten er eksemplarisk, og lyden både klar og helt omsluttende takket være Dolby Atmos.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Der kan være flere gode grunde til at vælge at spille computerspil med et headset på. Én er, at man måske sidder i et lokale med flere andre gamere, der skal kunne høre hver sin lyd, en anden er, at et headset oftest har flere funktioner, som er praktiske under spil, eksempelvis muligheden for at kommunikere med sine medspillere via indbygget mikrofon og at foretage lydindstillinger direkte på headsettet.

For at kunne holde ud at spille i mange timer ad gangen skal det være komfortabelt og nemt at bruge. Her rammer Plantronics helt plet med den nye topmodel i RIG-serien.

Trådløs frihed

RIG 800HD er skabt til pc, men kan faktisk fint fungere med enhver gamingkonsol. Det er trådløst, men heldigvis ikke via almindelig Bluetooth, som kan være upålidelig på pc.

Der følger en dongle med, som sluttes i USB-indgangen. Den sørger for klippestabil kommmunikation med headsettet, uden den mindste form for forsinkelse. Tag headsettet på, aktiver Bluetooth og klik på link-knappen på adapteren, så forbindes hovedtelefonerne til pc’en. Herefter vil opkoblingen ske helt automatisk, når du tænder headsettet.

At det er trådløst betyder selvfølgelig, at det skal lades op engang imellem. Du skal dog ikke være bekymret for, at headsettet går død midt i en nærkamp, for det klarer 24 timer på en opladning og er god til at give besked om, hvor meget strøm, der er tilbage i det.

Let og behageligt

At du ikke er hægtet til computeren med en ledning, giver dig frie bevægelser. Da headsettet samtidig er designet i de letteste materialer, ænser du nærmest ikke, at du har det på.

Man kunne beklage sig over, at der ikke er brugt dyre materialer som stål og læder, men det ville ikke give mening, da plast og stof og memory-skum tjener formålet langt bedre her.

Det er simpelthen et utrolig komfortabelt headset at bære. Ørekopperne klemmer kun minimalt på ørerne, mens stoffet lader huden ånde og et elastisk, stofbelagt bånd under hovedbøjlen begrænser tyngden.

Du kan nemt indstille RIG 800HD til dit hoved ved at klikke ørekopperne af hovedbøjlen og placere dem i et passende hul. Denne konstruktion gør desuden, at du kan udskifte hovedbøjlen, hvis du ønsker et særligt look eller vil have dit spilleholds navn på.

På ventre ørekop er der en mikrofon, som aktiveres, når den klappes ned og slukkes igen, når du klapper den op. Bagerst på ørekoppen er der en knap til volumen og balancen mellem lyd fra spil og fra chat.

En helt ny dimension

Det er lykkedes Plantronics at skabe en imponerende velafbalanceret lyd i headsettet. Det er ikke alle gamingheadsets, der er gode at høre musik på, men det gælder faktisk for RIG 800HD, som hverken buldrer i bunden eller spreder detaljerne unaturligt i toppen.

Vil du have mere bas eller intensivere de høje frekvenser, er det dog blot at trykke på knappen under højre ørekop, så skiftes der mellem forskellige EQ-indstillinger. Den flotte klarhed i lyden gør det samtidig nemt at orientere sig i spil, hvor selv de små detaljer står helt tydeligt frem.

Endnu mere overrumplende bliver det, når du aktiverer Dolby Atmos, som er understøttet af headsettet (det kræver, at du henter og installerer en app fra Windows Store). Teknologien gør, at kompatibelt indhold får en rumfornemmelse, der er helt forrygende. Man føler virkelig, at kuglerne suser om ørerne, at helikopteren hænger over hovedet, og at onde monstrer tramper rundt bag dig.

Det giver helt bogstaveligt spillene en ny dimension. Det samme gælder film og serier produceret med Dolby Atmos-lyd. Lyden i mikrofonen står skarpt og tydeligt, og din stemme isoleres effektivt fra omgivelsernes støj.

Helt igennem vellykket

Plantronics er ikke bare et gamingheadset af den absolut bedste klasse. Det er samtidig et rigtig godt allround-headset. Vi valgte faktisk at skifte vores dyre hi-fi-hørebøffer på kontoret ud til fordel for RIG 800HD.

Takket være den gode komfort og lækre lyd er de behagelige at bruge i mange timer foran pc’en. Samtidig gør mikrofonen, at du nemt kan foretage skype-opkald m.m.