Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Plantronics BackBeat FIT 305: Godt trådløst trænings-headset til fin pris

Når det drejer sig om hovedtelefoner til træning, så er der ingen tvivl om, at trådløse in-ears giver en stor fordel.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Dette sæt BackBeat FIT 305 fra Plantronics er med sit trådløse og svedafvisende design oplagt til træning – men også til almindelig musik-lytning, når du er på vej til arbejde eller studie. Det første, man bemærker, er, hvor lette BackBeat FIT 305 er. In-ear-dutterne holdes sammen af en ledning med flettet stof, der sørger for, at den ikke filtrer. For at hindre at de ikke glider for meget rundt på halsen eller hopper op og ned, når du løber, kan de sættes fast på tøjet med en clips.

På ledningen er der desuden styringsknapper til musik samt mikrofon til telefonopkald. Bag en lille plastikport finder ud også indgangen til opladning via mini-USB. Det er en lidt bøvlet løsning, men det fungerer. Der er rig mulighed for at tilpasse headsettet til dine ører via de medfølgende øredutter samt vinger i forskellige størrelser.

Det gør en stor forskel både, når du løber eller træner, om de sidder godt fast i øret uden at gøre ondt efter lang tids brug, og jo bedre de kan tilpasses dit øre, jo bedre lydoplevelse vil du få. Og det er da ikke kun designet, der er i top, når det gælder FIT 305, også lyden er velafbalanceret med fin bas og en klar og behagelig diskant, der matcher prisen. Den angivne batterilevetid på seks timer, passede med testoplevelsen. Et godt træningsheadset – især til prisen.