Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Google fra inderst til yderst

Google står bag både hardware og software i Pixel C, der snildt kan fungere som en mobil arbejdsmakker, når du er på farten.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Google har tidligere skabt tablets i samarbejde med andre producenter. Det er der kommet de efterhånden mange Nexus-tablets ud af. Men producenten har aldrig tidligere skabt sin helt egen tablet. Vi var derfor spændte på at få Pixel C i hænderne.

Gennemført design

Man får med det samme indtrykket af kvalitet, når man holder den slanke – men ikke decideret lette – tablet. Pixel C er udført i ét stykke børstet aluminium med en fræk lille finesse i form af en sprække på bagsiden, der lyser i de røde-gule-blå-grønne Goo-gle-farver og kan give signal ved notifikationer, opladning m.m.

Vi fik Pixel C leveret med det specialdesignede keyboard, der hører til. Det påsættes ganske elegant ved hjælp af en magnet-mekanisme, der låser toppen af tastaturet til bunden af Pixel C. Du kan vinkle den stort set, som du vil – fra helt oprejst til liggen-de – og uanset hvad, står Pixel C sikkert og stabilt i tastaturets magnetholder.

Vender du tastaturet, fungerer det som cover, og i denne tilstand oplades det automatisk via den trådløse opladning i Pixel C.

Da tastaturet er skabt på et underlag af aluminium, er det – i modsætning til visse konkurrenters løsninger – altid klippestabilt at skrive på.

Tasterne er fuld størrelse og af rigtig god kvalitet. Der er god afstand mellem dem og de har en fast og præcis respons. Touchpad er der ikke blevet plads til, men det er til at leve med, når skærmen har touch.

Lyd og billede i topklasse

I hver side af Pixel C sidder en højttaler. Tilsammen giver de en glimrende stereolyd, som overgår de fleste tablets, vi har testet – dog med undtagelse af iPad Pro.
Skærmen er intet mindre end blændende. Det er den bedste skærm, vi endnu har oplevet på en Android-tablet, og den giver seriøs konkurrence til både iPad Pro og Surface Pro.

En fin arbejdsmakker

Ydelsen er ikke oppe at matche de bedste Android-enheder og langt fra de nyeste iPads, men fuldt tilstrækkelig til stort set alle typer opgaver, det giver mening at udføre på en tablet. Det gælder også seriøse arbejdsopgaver, hvad enten der er tale om ganske almindeligt tekstarbejde eller grafisk arbejde af forskellig art.

Med det glimrende tastatur er det også oplagt at bruge Pixel C som en mobil arbejdsmakker. Android-platformen giver da for så vidt også rig mulighed for at arbejde, men udvalget og kvaliteten af apps er ikke helt på samme niveau som hos Windows og iOS, der desuden byder på flere features rettet mod produktivitet.

Vi havde dog ikke desto mindre god fornøjelse af at have Pixel C med på farten til de hurtige arbejdsopgaver.

Android af bedste skuffe

Uanset om du vil bruge den til arbejde, underholdning eller noget helt tredje får du ikke en bedre Android-tablet end Pixel C lige nu.

Designet er gennemført til det mindste, den har en fantastisk skærm, en fin ydelse, og så er det tilhørende tastatur af en kvalitet, man sjældent ser i denne type tilbehør.

Udfordringen er at få fat i den, for den er ikke officielt ude på det danske marked.