Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Morten Zachariasen, Marketingchef hos Phonetrade.dk, mener at anklagen mod for Phonetrade for at sælge brugte iPhones er uberettiget. Han fortæller, at de i købsflowet på deres hjemmeside, på butiksfacader og i samtligt markedsføringsmateriale gør opmærksom på, at butikkens telefoner er Pre-owned. "Det kan slet ikke lade sig gøre at gennemføre et køb uden at blive gjort opmærksomme på, hvad vi sælger", fortæller han.
Læs Forbrugerombudsmandens anklage mod Phonetrade her.
I øvrigt mener han, at det er forkert, når Forbrugerombudsmanden hævder, at "Markedsføringen har fundet sted på virksomhedens hjemmeside, på Facebook og i virksomhedens fysiske butikker."
Han benægter dog ikke, at der har været fejl, men forklarer, at "det udelukkende er på Facebook at 1 ud af ca. 400 annoncer har manglet ét ord".
Til anklagen om at personer fra virksomheden har givet positive anmeldelser af Phonetrades Facebook-side, siger Morten: "Den side hvor Dennis Larsen og jeg selv havde skrevet "God virksomhed!", var et såkaldt "place" som vi ikke selv har oprettet, på vores gamle kontors adresse på Dronningens Tværgade i København. Vi har derfor på intet tidspunkt givet udtryk for at vi har købt noget i vores egen virksomhed. Dette "place" flød med spam og falske ratings fra folk, som aldrig har købt noget hos os. Folk fik deres venner til at gå ind og svine os til derinde. Facebook nægtede at hjælpe med at fjerne ratings eller dette place for os. Der var altså ikke tale om et forretningssted, hvor nogen kan købe noget som helst, og uden nogen sammenhæng til vores virksomhed".