Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Philips NX400: Kæmpe party-højttaler med lysshow

Vil du fyre op i festen eller forære teenage-sønnen et sejt multi-anlæg til værelset, så er Philips NX400 måske lige sagen.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Stilfuld er den ikke, men hvem bekymrer sig om det, når først musikken spiller. Højttaleren er sjov og festlig. Med 1000 Watts output og to store subwoofere på 6,5” kan den spille store lokaler op. Den er forsynet med indbygget lysshow, der kan blinke i takt til musikken.

Der er et udvalg af forskellige lydtemaer at vælge imellem, og man kan også selv mikse farverne. Musik kan streames via Bluetooth, og der kan indsættes USB-sticks og cd’er. Dertil kommer indbygget radio, så der er faktisk tale om et helt anlæg, der også fint kan fungere som en allround musikafspiller på drengeværelset. Man kan endda også rippe musik fra cd’er, hvis man vil gemme dem som mp3’er. Lyden er ganske glimrende, stor og fyldig men rimelig velafbalanceret.

Vil man have ekstra bund i musikken, kan man bruge den indbyggede EQ eller NX-knappen, der også booster lysshowet. Man kan styre det hele fra toppen af højttaleren eller med den indbyggede fjernbetjening. Der er tale om en tung sag på 13 kilo, men der er hjul og håndtag, så den nemt kan transporteres rundt. Det er ikke en højttaler for alle, men indenfor sin kategori gør den det glimrende.