Det er ikke noget, vi skænker mange tanker til hverdag, men hollandske Philips startede faktisk med at fremstille elektriske pærer – glødelamper – tilbage i 1891. Efter mange år med radioer og senere fjernsyn, som nu er solgt fra, kan koncernen siges at være vendt tilbage til sine rødder og fokuserer i selskabet Philips Lighting på alt fra lyskilder til komplette løsninger til det offentlige rum.
Vi tager næppe munden for fuld, når vi siger, at Philips Hue er for smart lys, hvad Apple er for smartphones og Sonos for trådløse højttalere. De tre mærker har så at sige ”opfundet” hver af de produktkategorier, som de er bedst kendt for, og de fortsætter hver for især med at være den målestok, udfordrerne skal acceptere at blive sammenlignet med.
Det fælles nøgleord for Hue, iPhone og Sonos Play er brugervenlighed eller convenience (komfort). Ultimativ kvalitet kan altid diskuteres, men ingen vil bestride, at det er nemt at komme i gang med de tre mærkers produkter, og den daglige brug er heller ikke noget problem.
Den slags succesoplevelser, kombineret med venlig support, hvis noget driller, er mere end merprisen i forhold til discountløsninger værd for mange forbrugere.
Sammenfatning
Alt om DATA siger:
»Philips Hue er her og nu markedets stærkeste smartlys-løsning til lamper med standard 230 V-pærer. Både opsætningen og den daglige betjening foregår så nemt, at man får lyst til at bruge systemet i hele hjemmet. Det eneste, vi mangler, er understøttelse af smarte stikkontakter.«
Nøgletal
Pris: 960 kr.
I pakken: 3 x E27 pærer, Hue bridge, fjernbetjening
Effekt: 9,5 W/pære
Farve: Hvidt lys, varmt/koldt, 2200K – 6500K
Lysstyrke: 806 lumen
Levetid: 25.000 timer
Understøttelse: Android, iOS, Apple HomeKit, IFTTT m.m.