Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Philips Hue: Sidder solidt på tronen

Hue er et bundsolidt system med et højt kvalitetsniveau i hele det enorme sortiment<span class="Apple-converted-space"> </span>.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hue var først med smart lys, og Philips-brandet er stadig førende på trods af støt stigende konkurrence. Hue har et enormt udvalg af produkter og et system, der er mere omfattende og veludviklet end konkurrenternes.

Produkterne er ikke bare gode til at tale sammen indbyrdes, men også til at kommunikere med andre produkter. Via Sync-boksen er det eksempelvis muligt at få tv, musiksystem eller spillekonsol til at styre lyset i hjemmet, så underholdning får et godt løft.

Funktionaliteten i den brugervenlige mobil-app er ligeledes imponerende, og her er det nemt at skabe forbindelse til andre platforme og tjenester, som kan integreres med det smarte lys. Det er det eneste system i testen, der understøtter HomeKit, og det er altså noget, der kan være afgørende for Apple-brugeren.  

Bridge eller Bluetooth

Selvom Hue generelt er et brugervenligt og klippestabilt system, har det den lille hæmsko, at man er afhængig af en bridge for at få lyskilderne koblet på netværket.

Det kræver ikke bare en ledig port i din router og begrænser mængden af forbundne lyskilder til 50. Det giver også en højere startudgift. Dog har de fleste nyere Hue-produkter Bluetooth som en ekstra tilkoblingsmulighed. Det eliminerer nødvendigheden af en bridge, men reducerer funktionaliteten en del.  

I sin helt egen liga

Sortimentet dækker over stort set alt tænkeligt lys til både indendørs og udendørs brug.

Blandt de seneste produkter, lanceret her i efteråret, er Play Gradient Lightstrip, som sammen med Sync-boksen tilfører dit tv effektfuldt Ambilight-lys (se test i AOD nr. 16), samt en lille kertepære, en kæmpe filament-pære og en ny udgave af bordlampen Iris. Der gør blot muligheden for at forsyne hjemmet med smart lys endnu større.


Iris-lampen er ude i en ny version. Den giver et helt særligt lys i rummet og fås i forskellige farver.

Kvaliteten er høj over hele linjen. Når man sammenligner standardpærerne med konkurrenternes, hæver Hue sig et stykke over feltet. Der er en konsistens over hele spektret, som ikke matches af de andre. Er der tale om farvepærer rammes tonerne mere præcist, og så kan Hue-pærerne desuden dæmpes mere.