Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Philips hi-fi-højttalere - med eller uden tråd

AW9000 højttalersættet kan opfylde de flestes krav om god lyd og har fleksible tilslutninger. Har Philips taget en helgardering eller sat sig mellem to stole?.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Når det gælder streaming, hører Philips til veteranerne. Tilbage i begyndelsen af 00’erne lancerede hollænderne de første løsninger, som kunne streame lyd fra en pc eller nettet, og subbrandet Streamium var en realitet.

I dag tilbyder Philips – ligesom stort set alle andre audiomærker – opkoblede produkter og systemer. Udvalget spænder fra alt i en-boks højttalere til mere konventionelle hi-fi-anlæg med streaming-funktionaliteter.

Nydeligt design

Mellem disse yderpunkter finder vi AW9000, som er et trådløst sæt bestående af to mellemstore højttalere i reolklassen. Designet med den vinklede front, sort stof og meget mørk plastik-finer virker elegant og diskret. Byggekvaliteten er tillidsvækkende med en vægt på 10 kg for parret.

Teknikken er også godkendt. I hvert kabinet sidder der to 89 mm bas/mellemtoner og en dome-diskant i en såkaldt d’Appolito-konfiguration, som sikrer en god vandret spredning. Det indbyggede kraftværk er en ”digital” Klasse-D forstærker på 2x 33 W RMS – nogenlunde ærlige watt.

Philips kalder AW9000 for trådløse hi-fi-højttalere. Højttalerne er ikke dog ikke mere trådløse, end at de skal have strøm fra lysnettet. Ydermere er elektronikken samlet i det ene kabinet, så der skal trækkes et højttalerkabel over til det andet. Dette er til at leve med, for det giver helt andre muligheder for at placere de to kabinetter optimalt i rummet og vinkle dem, til perspektivet bliver helt rigtigt.

Det trådløse går altså på, at højttalerne kan streame musik fra et hjemmenetværk, som understøtter IEEE802.11n/g/p og UPnP, og hvilken router gør ikke det? Philips bruger begrebet AirStudio, som er en app, der endelig ikke må forveksles med Apples AirPlay, for denne brugervenlige opkobling understøttes ikke. Den gratis AirStudio-app er tilgængelig til både iOS- og Android-enheder. Det er også muligt at downloade Philips Media Manager software til brug direkte sammen med en pc eller Mac.

Herudover er der imponeren-de mange terminaler på den aktive af de ”trådløse” højttalere – kablet netværk, analog audioindgang (både 2x phono og 3,5 mm mini-jack) og såvel optisk som koaksial digital audioindgang.

En stribe diskrete trykknapper på denne højttaler gør det muligt at regulere lydstyrke, skifte mellem de kablede indgange og vælge mellem fem favorit-internet-radiostationer.

Drilagtig opsætning

Om AW9000 lover Philips ”Hurtig og nem opsætning”. Hvad skal de ellers skrive?

Testeksemplaret havde været udpakket og opførte sig, som om en firmware-opdatering var gået i udu, med en hysterisk blinkende lysdiode og ingen anden reaktion.

Heldigvis har Philips sørget for en kattelem: Forbind højttalerne til routeren med et kabel og giv dem en halv times tid til at blive nulstillet og få frisk firmware fra en server somewhere.

Derefter var det mere ned ad bakke, men det kunne nu have været nemmere med AirPlay. Til gengæld er lyden så rigeligt besværet værd.

Kort fortalt er musikgengivelsen noget af det mest ægte hi-fi, jeg længe har hørt fra et forholdsvis kompakt og økonomisk system.

Klangen er i mine ører civiliseret uden at være kedelig. Der er pænt med tør, ren bas.

Mellemtonen er god til både stemmer og instrumenter, og diskanten skærer ikke i tromme-hinderne. De opnåelige, uforvrængede lydtryk overstiger de fleste naboers tolerancetærskel, og bedst af alt kan lydbilledet blive så bredt, som pladsen tillader. Her har alt i et-bokse ikke en chance.