Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Philips 55PUT6401: Kæmpe-tv til fin pris

Phililps er testens dyreste tv, som byder på kæmpe skærm og smart-tv som i mere kostbare modeller.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Dette Philips-tv er et fremragende eksempel på, hvor stort og godt tv med alt, du skal bruge, kan fås til lavpris. Vi nævner i flæng: 55”, UHD-opløsning og smart-tv med Android.

Philips 55PUT6401 har endda nyeste generation af Philips Ambilight, en række lysdioder bag skærmen, der lyser op i takt med og i samme farver som billedet. Ambilight kan justeres, så det reagerer hurtigt eller langsomt på billedet. Det kan give en større dynamik i billedet, men kan du ikke lide det, kan du slå det fra.

Prøv det et par dage, før du slukker for det – det har god effekt. Og den nye variant kan endda indstilles, så farverne matcher den væg, tv’et står op ad.

Billedkvalitet

Billedmæssigt klarer Philips sig overraskende godt. Der er ikke striber i hurtige bevægelser, der er masser af opløsning, og billedet virker naturligt, især når du benytter de professionelle forudindstillinger isf-day og isf-night

55” gør Philips til testens største. Der er fuldt skrald på billedet, når Ambilight-funktionen med LED-lys på væggen aktiveres. Det er en smagssag, om man kan lide det, men effekten er god nok.

Når det hele spiller, er der ikke så meget at være ked af, og vi kunne stoppe her og sige, at du kun skal ofre 5000 kroner, næste gang du køber stort tv. Men der er ulemper, og de er til at tage at føle på. Billedet har en god glød, men giver ikke den nærmest tredimensionelle oplevelse, du får i mere kostbare skærme.

Det andet og noget større anke er lyden, der ganske enkelt er rædselsfuld, spinkel og aldrig acceptabel uanset, hvordan du indstiller tv’et.

Langsomt smart-tv

Læg dertil en smart-tv-del, som reagerer meget langsomt. Det er helt tydeligt, at du får en billigere processor og en lavere, generel komponentkvalitet end på dyrere tv. Alt tager bare længere tid – lige fra start af smart-tv-delen og til at brug de enkelte apps. Du skal også have tålmodighed, når en film fra for eksempel Netflix skal loades.

Men alt dette er faktisk ret ligegyldigt. For i og med at der er tale om et Android-baseret tv kan du streame direkte til det fra din tablet. Der er indbygget en Chromecast-modtager i tv’et – her kaldes den bare for Google Cast. Det er genialt og fungerer i praksis fremragende.

Så da Philips-tv præsterer et godt billede, og du med den indbyggede Google Cast-funktion kan springe over den langsomme smart-tv-del, har vi ikke svært ved at give 55PUT6401 vores klare anbefaling.