Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Philips 349P7FUBEB: Her giver en krum skærm mening

Hvorfor skal man vælge en buet pc-skærm? I de fleste tilfælde kan vi ikke finde noget fornuftigt svar. Men Philips 349P7FUBEB er en undtagelse. Det er en 34” stor ultra-wide-model, og her kan krumningen sikre bedre overblik.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Her på redaktionen har vi svært ved at finde gode, generelle argumenter for at købe en buet pc-skærm. Men der er skærme, hvor krumningen giver god mening. Det gælder denne Philips 349P7FUBEB, som er på 34” og har ultra-wide format. Her kan du helt klart nemmere bevare overblikket over de vinduer, du har spredt ud over skærmarealet, især de ting, der ligger yderst.

Med en skærm, der er så bred, skal du dog trods krumningen stadig dreje hovedet, hvis du sidder tæt på skærmen i en typisk arbejdssituation.

Stillet op på skrivebordet ser Philips-skærmen ret imponerende ud. Når forholdet mellem bredde og højde er så ekstremt som her, er der en vis ”imponatoreffekt”.

Kræver god plads

Men det er også en skærm, som stiller krav til dit brug og dit set-up. Her tænker vi ikke så meget på, om din computer kan trække skærmen. For selvom opløsningen på 3440 x1440 pixel ikke er den mest almindelige, så er det ikke en standard, der bør give de fleste nyere bærbare eller stationære computere problemer.

Det store og meget brede format (81 centimeter!) kræver imidlertid, at du skal afsætte en masse plads på skrivebordet, og at du skal indrette dig, så du kan sidde langt fra skærmen – helst lige omkring en meter – så du ikke skal dreje hovedet af led, når du har flere vinduer åbne på en gang.

Skabt til underholdning

I Windows er det ret smart at kunne arbejde med for eksempel Word i midten, samtidig med at du kan have både en internetbrowser og andre applikationer åbne. På den måde er Philips 349P7FUBEB ligeså praktisk som to mindre, separate skærme. Prisen ligger på cirka 6000 kroner. Det er mange penge, men det koster to gode, mindre skærme jo også tilsammen.

Et ekstra plus: Du kan tilslutte to computere til skærmen og have billedet fra dem begge to på skærmen samtidig. Billedmæssigt er Philips-skærmen ganske god, da den har mange gode forudindstillinger og i øvrigt står skarpt helt ud i de buede hjørner.

Den er også velegnet til underholdning, for eksempel visning af film. For det er med filmformatet 21:9, at denne skærm virkelig brillerer (normalt får du 16:9 på dit tv og 16:10 med mange andre pc-skærme). En blockbuster-film i samme format dækker hele skærmen, mens film og serier i 16:9-formatet kan skaleres, så de fylder skærmen ud.

Bag på den brede skærm noterer vi en række gode tilslutninger som USB 3.0 USB-C, og samtidig giver den solide fod masser af indstillinger, så ergonomien er i orden – også hvis du ønsker at vende skærmen på højkant.

Alt i alt et godkendt produkt, hvis du har behov for en kæmpeskærm i det specielle storformat – eller bare drømmer om at have en ultra-blæret pc-skærm stående.