Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Perfekt vinterferie med små hjælpere

En tur på pisten, afslapning på værelset eller praktisk forberedelse til dagens oplevelser – der findes elektronik til alle formål. Disse nyheder sikrer dig en sjovere, sikrere og mere gnidningsfri vinterferie.

Af Natasja Broström, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Få strøm til alle enheder

Lad mange ting op, selvom hotelværelset kun har én stikkontakt. Med den lille kasse Powercube kan du have op til seks enheder, heraf to USB-forbundne, sat til elnettet. Kuben fås i forskellige farver og med forskellige typer udtag. Den er også lavet i en version, som kan udvide antallet af muligheder ved at forbinde en kube til en anden via ledning.

Alt efter behov kan du vælge ledningen mellem 1,5 og 3 meter. Priserne på de forskellige kuber begynder ved 129 kroner (fem udtag). En rejse-model fås til 199 kroner med fire udtag, to USB-porte samt diverse adaptere.

Hold styr på formen

Garmin er sportsurenes konge. En af de mest rost modeller er Garmin Fenix 5X med indbygget kort, pulsmåler, stopur, kaloriemåler samt gps og Glonass. Det kan tilmed måle din søvn og dit stress-niveau. Uden for vintersæsonen kan du bruge det til løb og svømning med mere, da det er vandfast og konstant får softwarefunktioner til endnu flere sportsgrene. Skærmen er på 240 x 240 pixel, 64 farver, og har en batterilevetid på 336 timer uden brug af gps og 24 timer med gps slået til. Fenix 5X fås i forskellige størrelser og funktioner fra 3999 kroner.

Undgå at løbe tør

På flyet, på farten eller på pisten – det er lige irriterende at løbe tør for strøm. Rawpower Xtreme er en af de mere potente strømbanker, som kan oplade alt fra smartphones til en bærbar computer. Kapaciteten er på 26.800 mAh. Tilslut med USB-C og standard micro-USB.

Du skal ikke bekymre dig om strømstyrke, da Rawpower via iSmart 2.0-teknologien selv er i stand til at tildele den korrekte styrke. Rawpower er beskyttet mod overgang, kortslutning samt, naturligvis, strømudfald. Vægten er på 455 gram, og størrelsen 17 x 8 x 2 cm. Så det er ikke en af de mindste strømbanker i klassen. Prisen ligger på 699 kroner.

Varme hænder på skærmen

Såkaldte kapacitive handsker er ikke længere kun et par klodsede vanter i sære farver og former, men fås i dag i alle mulige praktiske udgaver i forskelligt materiale. Hollandske Mujjo laver beskyttelse til hænderne, der kan bruges som en almindelig del af garderoben, men også til at styre en trykfølsom, kapacitiv skærm.

Der findes et stort udvalg af handsketyper alt efter, om du skal være aktiv, for eksempel med ekstra greb eller med ekstra åndbarhed under sport, eller om du blot skal opholde dig udenfor. Handskerne her er i ægte lammeskindslæder med magnetlukning og indvendigt for i kashmirmateriale. De er set til 739 kroner.

God lyd i vandfast indpakning

JBL har lavet flere serier af kompakte, vandfaste højttalere, hvortil du kan sende musik trådløst via Bluetooth. Blandt andre Charge og Clip. Sidstnævnte, som for nylig er kommet i tredje version, naturligt nok kaldet Clip 3, har den fordel at være bærbar – helt bogstaveligt.

Med karabinhagen kan du klipse den lille, runde højttaler til et bælte, en rygsæk osv. og tage den med på pisten. Selve kabinettet er i kraftigt stof og gummi, som afbøder slag og snavs. Spilletiden er 10 timer før ny opladning. Du kan også bruge højttaleren til at modtage opkald. JBL Clip 3 er set til 499 kroner.

Gør tv’et til hjemmebiograf

Har hotelværelset trådløst internet og tv-skærm med HDMI-port, så er du klar til Chromecast. Modtageren sættes bag i tv’et, og et USB-kabel kobles til en USB-port for strøm. Enheden skal på det trådløse netværk ved hjælp af Google Home-appen, som hentes i enten Google Play eller App Store. Når Chromecasten er på, dukker et firkantet ikon op på skærmen af din enhed, hvad enten det er en computer, tablet eller smartphone.

Du kan nu ”caste” indhold, for eksempel Netflix eller dagens optagede film og videoer, op på tv-skærmen. Chromecast findes også i en udgave til lyd, så du kan ”caste” for eksempel Spotify til en højttaler. Chromecast fås i forskellige versioner. Chromecast Ultra til indhold i 4K og HDR koster 630 kroner. Chromecast Audio og Chromecast til 1080p
koster 320 kroner.

Optagelser hele vejen rundt

Samsung er ikke alene på markedet for små kameraer, der kan optage panoramabilleder i 360 grader. Huawei EnVision 360 optager billeder i 5K (horisontal opløsning på 5000 pixel) og film i 2K (1080p) via to 13 megapixel-kameraer og i fire forskellige modus. Det vejer 30 gram og passer lige ned i en lomme.

Før brug skal det tilsluttes din smartphones USB-C-port. Selve optagelsen styres med appen Huawei 360 Panoramic. Indholdet kan deles på sociale medier. EnVision passer med Huawei Mate 10 Pro, enkelte modeller i P-serien samt Samsung Galaxy-serien og andre smartphones med USB-C-port og Android 6.0 eller højere. Smartphone-actionkameraet er set til 590 kroner.