Pc-byggerens bibel

Pc-byggerens bibel

Share

De bedste tips og tricks til at gøre et byggeprojekt så nemt som muligt. Undgå kendte faldgruber, klar bøvlede boot-problemer og nyd hvert øjeblik af dit
DIY-systembyggeprojekt

Systembyggeri er en af grundpillerne i kredsen af pc-entusiaster. Her på Alt om DATA har vi talløse gange bygget maskiner og lært andre at gøre det samme. Og det er der en vældig god grund til: Man opnår en sand følelse af stolthed, når man konstruerer sin egen maskine, og tilfredsstillelsen er endnu større, når man lærer andre at gøre det.

Det er også svært at ignorere de fordele, der er forbundet med selv at bygge sit system: Man kender hver eneste del, der indgår i byggeriet, man sparer penge, og man får en forståelse for, hvordan man løser eventuelle problemer, hvis noget går galt.

Systembyggeri spiller en kolossal rolle i hele it-branchen. Hardwareudviklere, modding-miljøet, væskekøling-entusiaster, gamere, videoredaktører, overclockere, Linux-brugere, webudviklere, you name it – det hele bygger på dette ene grundlæggende princip. Og for mange er systembyggeriet det, der satte dem i gang med deres specielle interesse.

Spørgsmålet er imidlertid, om der i denne tidsalder, hvor byggearbejdet er så nemt, findes ret megen skjult viden, som man kan grave frem. Ja, det gør der faktisk. Fra den famlende begyndelse til den hærdede pc-jonglør kan lidt ekstra viden være særdeles nyttig, og selv for os hårdt prøvede teknologinørder på Alt om DATAs redaktion er der noget nyt at lære, hver gang vi giver os i kast med endnu et byggeprojekt.

Lad os derfor videregive vores viden til dig. Du har næppe fantasi til at forestille dig, hvor mange kabinetter vi har smadret, hvor megen hud vi har mistet, og hvor megen hardware vi har lagt i graven. Tillad os således at dele vores hemmeligheder med dig og give dig de allerbedste tips til dit forestående herlige pc-byggeprojekt.

Den perfekte plan

Research, planlægning og budget. Det er her, du skal begynde, når du funderer over at lave din egen maskine

Se også:  De bedste gratis programmer - 39 stykker super-software til din pc
Tip 1 Research

Det er klogt at sikre sig lidt viden, når man vil bygge den perfekte pc. Og det bedste sted at begynde er anmeldelser. Man kan gennemgå alle verdens tekniske guider, men hvis man ikke ved, hvilket udstyr der passer til en, ender man med at blive blanket af og sidder med et system, der ikke passer til behovet.

Anmeldelser er en guldgrube af information. Uanset om de er online, på YouTube eller i gode, gamle Alt om DATA, kan man lære, hvordan sagerne fungerer, hvordan de skal installeres, og hvordan de yder under pres. Næst efter anmeldelser kommer producenternes websites. Hvis du læser pdf’er og manualer, før du går i gang, bliver processen langt nemmere, og den efterfølgende opsætning glider også bedre.

Tip 2 Planlægning

 

Næste skridt er planlægningsfasen. Det er her, man skal tage stilling til miljømæssige og æstetiske beslutninger. Find ud af, hvor megen plads du har til din nye maskine, hvor den skal placeres, hvor stor den skal være, og hvilket kabinet der passer til dine behov. Husk, at luftstrøm og den omgivende temperatur er vigtige elementer.

Dernæst skal du tænke over, hvilken hardware der er passende – og hvor. Vil du have en alt-i-en-køler på 240 mm? Kommer den i konflikt med gpu’en? Hvordan bliver de interne temperaturer? Kan du installere den foroven? Eller er en luftkøler bedre? Alle disse spørgsmål kan du få svar på, længe før du så meget som nærmer dig et indkøb.

Tip 3 Budgettering

Tag springet, og vælg den rigtige hardware. Valget afhænger i meget høj grad af de to første tip. Se, hvor mange penge du har til rådighed, og brug dem fornuftigt. Sørg for, at du køber hardware, der enten passer til dit behov i dag eller til det, du skal gøre i morgen. Lad være med at bruge halvdelen af pengene til køling og æstetik, hvis du kan få 30 procent mere ydelse for de penge et andet sted.

Se også:  Guide: Gør din pc mere personlig

Og sørg for, at du ikke spilder penge (for eksempel på hurtigere hukommelsessæt fra Intel), hvis du ikke behøver det. Hvis der er udsalg lige om hjørnet, så vent på det. Det kan som regel betale sig. Du kan såmænd også købe hardware hen ad vejen: Køb en eller to ting hver måned i stedet for at anskaffe det hele på en gang.

Gør-det-selv vs. færdiglavet

Situationen er underlig, når det gælder priser. Den gamle betragtning om, at det altid er billigere selv at bygge en maskine, holder ikke i øjeblikket – ikke før Samsung & co. får gang i deres ekstra ram-fabrikker. Manglen på ram og minedrift efter kryptovalutaer har ødelagt sagerne for os alle. Hvordan kan systemintegratorerne så stadig tilbyde os billige færdiglavede maskiner? Det hænger sammen med rettidige masseopkøb.

De fleste selskaber, der falbyder færdiglavede systemer, køber al den hardware, de skal bruge, i store mængder, og de gør det i god tid. Derfor arbejder de for tiden med ældre priser, og de kan derfor markant undergrave det aktuelle marked. Det er som regel sådan, at jo længere tid en hukommelsesstandard har haft til at modnes, desto billigere bliver den at producere. På den måde kan markedet ligge foran systemproducenterne. Men under de nuværende omstændigheder er det simpelthen ikke muligt. Det betyder ikke, at system-integratorerne ikke leverer ordentlige systemer.

Nogle af de bedste maskiner, vi har set, kommer fra Falcon Northwest, Digital Storm og andre. Når man lever af at bygge unikke, specialiserede og kraftige maskiner, lærer man trods alt noget om arbejdet med at samle en forrygende maskine. Hvis man kombinerer det med omfattende garantier, bliver disse maskiner meget tiltrækkende muligheder, navnlig hvis man ikke har tid eller lyst til selv at bygge en maskine.

1 2 3 4 5 6 7Næste

Del denne