Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Panasonic TX-65HZ2000E: Stærke farver og stor surround

Billedet står forrygende flot og den enorme lyd får sportsoplevelserne ud i hele stuen.

Af Konrad Vaabensted, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Panasonic kan noget særligt, når det kommer til billedkvalitet og i særdeleshed farver.

Med HZ2000 viser producenten, at man også formår at trylle med lyden. 

Nemt at sætte op 

Skærmen er i sig selv ganske slank, men det er alligevel det største og tungeste tv i testen. En frontvendt højttaler i bunden og en opretskydende højttaler bagpå giver lidt ekstra tyngde, men trods dette er Panasonic faktisk det nemmeste tv at sætte op. 

Det leveres med en flot metal-
fod. Tv’et skal blot placeres oven-på denne, så står det oprejst (det anbefales dog at skrue de medfølgende skruer i). Så simpelt kan det gøres og endda med en æstetisk elegance, der overgår de andre i testen. Det er et tiltalende og stilfuldt tv. 


Panasonic bruger sit eget styre-system. Det er måske en anelse gammeldags i forhold til de to andre i testen, men det fungerer ikke desto mindre helt upåklageligt og er nemt at navigere rundt i. Samtidig er mulighederne for at fintune lyd og billede lidt større end hos de andre i testen. 

Fantastiske farver

I sine tekniske egenskaber er skærmen ikke langt fra LG’s, og når det gælder lysstyrke og kontrast følger den også fint med. 

Der, hvor tv’et virkelig brillerer, er dog på farvegengivelse. Panasonics billedmotor er fintunet i samarbejde med filmmagere fra Hollywood-studier. Og det giver sig altså udslag i en særlig tone, der hæver tv’et over konkurrenterne. 

De nyeste standarder for HDR og Dolby Vision giver ideelle forudsætninger for at nyde film og serier, og foruden Panasonics egne glimrende filmindstillinger er der også Filmmaker-mode. Det er derfor et tv, der først og fremmest er skabt for at give den ultimative filmoplevelse, men det betyder heldigvis ikke, at dets evner som sports-tv halter.

Der er en glimrende Sport-tilstand, som skruer godt op for lys og farver, men uden at det bliver for meget – som eksempelvis hos konkurrenten LG.

Den gør ganske enkelt, at du får fuld fornøjelse af kampen, hvad enten du ser den i dagslys eller om aftenen. Tacklingerne flyder over skærmen med overlegen ro, så du kan nyde hver en deltalje.      

Overrumplende surround

Handlede det kun om billedkvalitet, havde vi haft svært ved at forsvare den højere pris i forhold til rivalerne. Men tænd blot for lyden, så falder alt på plads. 

De indbyggede højttalere, som er skabt i samarbejde med Technics, er af imponerende kvalitet. Der er flot fylde samt stor detaljerigdom, og så er de konfigureret til det avancerede surroundformat Dolby Atmos. 

Effekten er mildt sagt forbløffende. Selv uden andre højttalere, end dem der sidder i tv’et, får du oplevelsen, af at lydene flyver omkring dig, ud i hele stuen. Det trodser nærmest naturens love og fuldender seeroplevelsen på forrygende manér. Udover Atmos er der fine lydinstillinger at vælge imellem, ikke mindst en ”Stadium”, der breder lyden ud, så du får fornemmelsen af et kæmpe fodboldstadion. 

Det er formentlig de færreste, der vil føle behov for at tilslutte ekstra højttalere til tv’et. Merprisen er derfor helt berettiget og samlet set er det dette tv, som kan levere den største oplevelse.