Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Panasonic TX-65FZ950E: Sidste års model er stadig forrygende

Smart-tv-delen er lidt forældet, men OLED-billedkvaliteten er stadig i verdensklasse.

Af Kirse Larsen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Vi testede 55”-varianten af dette tv sidste år, og i mellemtiden er både det og denne 65” blevet billigere. Der er nye modeller på vej, og så falder priserne. Men det gør jo ikke OLED-panelet ringere …

Vi må konstatere, at også 65”-varianten er fremragende. Ikke mindst i det blandede tv-miljø, vi har her i testen. For selvom LG og Samsung leverer stærkere på HDR-delen, når du streamer, så er Panasonic bedst, når vi kigger på hele billedydelsen – altså både direkte tv via antenne og via streaming med alt, hvad det indebærer af forskellige formater.

Det er her Panasonics fremragende billedprocessor skiller sig ud. Japanernes samarbejde med Hollywood- filmskabere gennem mange år har givet pote. Det betyder, at uanset om du ser TV Avisen eller en 4K-film på Netflix, så står billedet altid flot.

Selvfølgelig kan du da se forskel på kvaliteten afhængig af det signal, du fodrer TX-65FZ950E med. Men det har en evne til at gøre det mindre gode lækkert at se på, men samtidig – og det er vigtigt – at gøre billedet endnu bedre, når du har det bedst mulige signal, for eksempel fra en 4K-streamingtjeneste.

Stærk på elektronikken

Billedprocessoren er omdrejningspunktet i Panasonic, for panelet er det samme, som mange andre producenter benytter, og det er leveret af LG, som er den eneste producent af OLED-paneler til tv’er.

Men at kunne lave panelet er kun en del af vejen; elektronikken er mindst lige så afgørende for det endelige resultat, og det beviser Panasonic her. Især evnen til at skalere alt fra direkte tv i de forskellige HD-formater til streaming, som også kan indeholde mange formater, er ganske enkelt fremragende.

Det er let at finjustere Panasonic. Der er to professionelle forudindstilinger til billeder: THX Cinema og THX Cinema Bright Room. Den sidste benyttes, når der er lyst i lokalet – så skrues der lidt op for lyset i billedet. Med disse to indstillinger er du stort set dækket ind uanset, om du ser en film eller fodbold. Glem blot de øvrige indstillinger, det bliver for meget farvelade.

Lydmæssigt er Panasonic godkendt – især stemmer har god fylde. Men der er stadig langt fra det gode billede til lydsiden, så vi anbefaler på det kraftigste at supplere med en lydbar.

Opsætningen og den daglige betjening kører fint hos Panasonic. Det er let at tilgå alt fra streaming til optagelser og apps. De har stadig ikke helt de samme muligheder og hastighed som hos Samsung. Det er dog til at leve med, og sætter du for eksempel et Apple TV til, er du helt ude over den problematik.