Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Panasonic TX-55EZ950: TV til filmfolket

Hvis du er typen, der napper film og serier i massevis, vil du elske dette tv fra Panasonic.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Et af de punkter, som Panasonic gennem mange år har gjort rigtigt, er forudindstillingerne for billedet – altså om skærmen skal vise film, spil eller noget tredje.

Vi glæder os over, at Panasonic stadig har THX Cinema og THX Cinema Bright Room. Den sidste skal bruges i rum med meget lys. De to indstillinger kan du faktisk klare dig med til langt det meste. For selvom der er tale om filmindstillinger gengiver de farverne så godt, at det også virker rigtigt til alt andet lige fra TV Avisen til OL i skiløb.

Det unikke ved Panasonic TX-55EZ950 er dets evne til at gengive billederne korrekt. Der er ikke imperatoreffekt eller ekstrem klarhed, sådan som nogle tv’er kan have tendens til. Panasonic gør meget lidt opmærksomt på sig selv og har en god evne til blot at gengive det signal, det får tilført.

Så du bør fodre det med et godt signal, da kildens fejl ellers bliver afsløret. Men et ganske almindeligt signal fra en Boxer TV-antenne eller ditto fra kabel-tv giver et naturligt og meget lækkert billede.

Til blandet tv-brug bliver det dog slået af Philips, der står endnu mere naturligt og detaljeret. For Panasonic TX-55EZ950 er ikke ultradetaljeret, men har det filmiske skær, som du oplever med en god projektor eller i biografen. Det er ganske enkelt ret fremragende, når der skal ses film eller nappes et par serier. Som hverdags-tv er det mere blandet.

Lydmæssigt er Panasonic en overraskelse, da der er god fylde i mellemtonen, så stemmer står mere ægte og ikke så spinkelt som på mange af tidens flad-tv’er.

Opsætningen og den daglige betjening er lidt gammeldags med en stor fjernbetjening. Du får dog en ekstra lille og stilfuldt udført model, du kan bruge til hverdag. Firefox-styresystemet er ikke så lækkert og enkelt at betjene som for eksempel

Philips’ eller det – på dette punkt – fremragende Samsung. Der medfølger en lækker fod, men tv’et kan faktisk stå direkte på gulvet, hvis man skulle foretrække det.