Når vi tester en tablet, er det første, vi sædvanligvis kigger på, den rå ydelse, hvor høj opløsning skærmen har, og hvor skarpe billeder kameraet skyder. Vælger du den vinkel på Panasonic Toughbook A3, får du ikke kun et middelmådigt resultat, men misser også pointen fuldstændig.
Denne tablet er ikke skabt til spil og underholdning, dens formål er at få jobbet klaret i miljøer, hvor det kan gå hårdt for sig, og hvor der stilles særlige krav til det ustyr, der bruges.
Vender du den således om og tager en vinkel, der hedder: Hvor meget kan den tåle? Hvor mange tilslutningsmuligheder er der? Og hvor tydeligt står skærmen, når du arbejder i bagende solskin? Så bliver resultatet et ganske andet. Så er der nemlig få tablets – og slet ingen almindelige consumer-tablets – der kan hamle op med A3.
Det er en tablet, der ikke er sart. Du kan smide den på en støvet byggegrund, spule den med en vandslange eller tabe den fra halvanden meters højde, uden at den tager skade. Den er indkapslet i en hård plastramme, som beskytter den uden at øge vægten voldsomt. Trods sit hårdføre ydre vejer den under et kilo.
Har hvad der skal til
A3 har et 10,1” antirefleksivt Full HD-display baseret på IPS-teknologi. Det vinder ingen priser for farvegengivelse og kontrast, men med en lysstyrke på 800 nits får du tilstrækkelig lys til klart og tydeligt at se, hvad der sker under stort set alle forhold. For ambulancepersonale, bygningsarbejdere og militærfolk vil det være langt vigtigere end at kunne præcisionsredigere i Photoshop, ligesom også muligheden for at skrive med handsker eller pen i al slags vejr kan være en praktisk feature. Der er også konfigurerbare fysiske knapper under skærmen.
Ydelsen slår heller ingen rekorder, slet ikke den grafiske, men er fuldt tilstrækkelig til de opgaver, målgruppen typisk vil udføre.