Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Panasonic RP-HTX80B: Retrolækre Bluetooth-bøffer

Retrostil og moderne trådløs teknologi er ikke uforenelige størrelser. Tværtimod. Med RP-HTX80B beviser Panasonic, at man fint kan kombinere et klassisk look med smarte features som Bluetooth, mikrofon og indbygget batteri.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

De ligner et sæt hørebøffer, der kunne være lavet i 60’erne. Designet er simpelt og funktionelt, skabt i stål, plastik og læder (eller hvad der i det mindste ligner), og flere farver er tilgængelige, så du kan vælge den, der matcher din personlige stil.

De er nemme at tilpasse og sidder fint på hovedet. Efter længere tids brug kan de klemme lidt og kunststoffet gør, at der kan blive lidt fugtigt omkring ørerne, men det lever man nemt med. Tilslutning til din smartphone sker utrolig nemt, og når parringen først er gjort, kobler headsettet sig på mobilen, hver gang du tænder det.

Du får ikke et stort åbent lydbillede med hver enkelt deltalje stående krystalklart, men lyden er ganske homogen og behagelig. Der er godt med bund og samtidig fint med luft i toppen. Får du opkald på mobilen, er der mikrofon, så du kan foretage samtalen via headsettet. Lyden går ganske klart igennem både den ene og den anden vej.

Man slipper ikke for at lade hørebøfferne op i ny og næ, men med batterilevetid på omkring 24 timer er der realtivt langt imellem opladningerne. Og Quick Charge sikrer, at der er strøm til 150 minutters musik på blot 15 minutter.

Med en pris på under tusind kroner bør man ikke kunne forvente alverden, men det er alligevel lykkedes Panasonic at skabe et virkeligt veldisponeret headset, der på én gang formår at levere både stil, vellyd og trådløs forbindelse uden at rive bunden ud af budgettet.