Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Panasonic Lumix GX800: Spejlløst kamera til stærk pris

Det er nu engang sjovere at tage feriens billeder med et rigtig kamera, og så er billedkvaliteten som oftest også en hel del bedre. Men det behøver ikke være en kæmpe investering at få glæde af de fordele, der hører til et ”rigtigt” kamera. Med GX800 får du alle de gode funktioner, man forbinder med et godt mirrorless-kamera til rimelige penge.

Af Mette Eklund, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Du kan frit skifte objektiv og få glæde af det store udvalg i Panasonics sortiment. Der er desuden indbygget blitz, og så har kameraet en smart vipbar skærm, der kan vendes 180 grader opad, så du kan se dig selv, og på den måde få den perfekte selfie i kassen.

Skærmen er touchfølsom, så her kan du også skifte fokus og få adgang til alle kameraets indstillinger. Billedteknologien er nedarvet fra nogle af Panasonics dyrere Lumix-kameraer, det gælder blandt andet 4K-funktionen, der gør det muligt at hive 8 MP stillbilleder ud af en 30fps 4K-video.

Det er primært på huset, man kan mærke, at der er sparet. I modsætning til mange af de dyrere modeller får du ikke elektronisk søger, og der er desuden sparet en del på byggekvaliteten. Selvom huset har et lækkert metalisk retrolook, er det ren plastisk, men det giver så samtidig den fordel, at kameraet er enormt let. GX800 er således et glimrende lille feriekamera, der er nemt at have med sig overalt.