På vej mod den førerløse bil

På vej mod den førerløse bil

Share
Fri for gearskift, seje bremser og tungt styretøj

Den første egentlige føreraflastning kom i 1940 med den automatiske gearkasse, der sparede bilisten for den evindelige ”benzinomrøring”, der fulgte af stempelmotorens hurtigtsnurrende egenskaber. Automatgearet var dyrt, sårbart og åd af motorens hestekræfter, men gjorde også kørslen en del mindre anstrengende.

I tiden omkring anden verdenskrig, hvor elektriske relæer og forskellige små motorer (aktuatorer) vandt frem i industrien, var det også nærliggende at erstatte speederen med en motordrevet ventil, der kunne regulere brændstoftilførslen og dermed hastigheden. Og hvis den oven i købet blev styret af speedometret, ville den første fartpilot være født. Ideen fik den 58-årige blinde Ralph Teetor fra Indiana i 1948, fordi han var godt og grundigt træt af sin advokat, der ustandseligt accelererede og bremsede ned, når de var ude at køre sammen.

Forrige århundredes tidlige bilister besværede sig også ofte over tungt styretøj og seje mekaniske bremser, der krævede benkræfter som en cykelrytter. Det måtte kunne klares lettere med hjælp fra motoriserede trykpumper, og dette faktum udmøntede den amerikanske bilfabrik Chrysler, der i 1951 var først til at tilbyde servostyring og servobremser.

Så ville det jo også være ganske praktisk, hvis bilen kunne bremse af sig selv, når det var nødvendigt. Ford forsøgte sig i 1954 med ”følestænger”, der stak frem på køretøjet foran. Tanken var, at den mindste påvirkning af stangens spids bremsede bilen, men i praksis synes bløde trafikanter ikke, at det er rarere at blive stukket af en stang end at blive ramt af en kofanger, og teknologien blev aldrig anvendt på andet end konceptmodeller som FX Atmos.

Se også:  Nu kan bilen fjernstyres via mobilnettet

Del denne